Qvortrup: Jeg glæder mig til at få beviser på bordet

Henrik Qvortrup, der er tiltalt i Se og Hør-sagen, mødte op til retten med en bredside til medierne.

Tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, ankom i dag ved byretten i Glostrup med sin advokat Anders Nemeth (t.h.). (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det var umiddelbart en helt rolig Henrik Qvortrup, der i dag mødte op foran byretten i Glostrup med sin advokat Anders Nemeth.

Qvortrup er tiltalt i Se og Hør-sagen, og han glædede sig over, at sagen nu var nået til dette punkt - nemlig retssagen.

- Jeg er utroligt glad for, at vi er nået hertil, hvor vi skal ind i retten og i gang. Det har været en meget lang sag for mit vedkommende, hvis man tænker på, at episoden, som er omdrejningspunktet i denne sag, ligger otte et halvt år tilbage, forklarede Henrik Qvortrup.

Den tidligere chefredaktør på Se og Hør kom også med en skarp kritik af mediernes dækning og deres boltren i "alverdens analyser om, hvad der er foregået".

- Der er afsagt adskillelige domme - ikke i retten, men ude i verden af mine gode kolleger - funderet på et meget nødtørftigt grundlag ind i mellem. Ikke mindst har mine egne kolleger i mediebranchen været rimelig langt fremme i bussen. De her farisæiske dobbeltmoralister, som er derude, lød det fra Henrik Qvortrup.

- Nu glæder jeg mig til, at vi skal ind i retten, hvor det er nogle helt andre spilleregler. Der er det jura og ikke journalist-von-høren-sagen. Der skal der lægges beviser på bordet.

Det var Henrik Qvortrup, som ifølge anklageskriftet i 2008 indledte samarbejdet med den såkaldte tys-tys-kilde - en tidligere IBM-medarbejder, som kunne skaffe ugebladet tips om de kendte ved at kigge på deres brug af kreditkort.

Tips, som kilden ifølge anklageskriftet modtog "ikke under 430.000 kroner" for.

Ved et retsmøde 25. august tilstod to af de tiltalte samt Aller Media A/S.

De tre tilståelsessager betød, at tidligere nyhedschef Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov hver blev idømt seks måneders betinget fængsel, mens Aller Media A/S blev idømt en bøde på i alt 10 millioner kroner.