Den person, der formodes at være Se og Hørs såkaldte tys-tys-kilde, er tirsdag blevet sigtet af Københavns Vestegns Politi.
Det oplyser kildens advokat Michael Juul Eriksen til DR Nyheder.
- Han er blevet afhørt meget overordnet om sagen. Når der på et senere tidspunkt kommer flere oplysninger, vil han komme ind igen.
- Formålet var, at han skulle have sigtedes rettigheder, så jeg kunne få en kopi af materialet mod ham og officielt blive hans forsvarer, siger advokaten.
Forholder sig ikke til sigtelse
Tys-tys-kilden er sigtet efter straffelovens paragraf 263, der handler om at skaffe sig adgang til andres oplysninger, og for at overtræde markedsføringslovens bestemmelser om forbud mod at videregive forretningshemmeligheder.
Den sigtede har ikke forholdt sig til sigtelsen, oplyser Michael Juul Eriksen.
Der har været spekuleret i, at manden, der solgte kendte og kongeliges kreditkortoplysninger til ugebladet Se og Hør, var en højtuddannet it-specialist. Men ifølge DR Nyheders oplysninger der er tale om en såkaldt batch-operatør midt i fyrrerne, der har udført relativt rutineprægede opgaver.
Den pågældende person har ingen særlig uddannelse og har haft autoriseret adgang til de systemer, der rummer kreditkortbrugere, herunder de kendte og kongelige, og oplysninger om deres adfærd.
Ifølge DR Nyheders oplysninger kan Nets se, at den pågældende person har været inde i systemerne uden for normal arbejdstid og trække oplysninger ud.
Nyhedschef afhørt
Medieskandalen, der er blevet kaldt den største af sin slags i Danmark, har blandt andet ført til, at tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup er fratrådt sin stilling som politisk kommentator på TV2.
Flere medarbejdere på Se og Hør er desuden blevet sendt hjem, mens tidligere nyhedschef Lise Bondesen har måttet forlade Ekstra Bladet.
Hun er allerede blevet afhørt af politiet, der dog ikke på nuværende tidspunkt fandt anledning til at rejse sigtelse.