To millioner seere fulgte håndboldherrernes OL-triumf

Trods flotte seertal slog de danske håndboldherrer ikke deres egen VM-sejr fra 2011.

Vi er vilde med håndbold. De tyve mest sete programmer under dette OL fra Rio har alle handlet om disse danske herrer. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Mere end to millioner kunne i aftes juble i tv-skærmens skær, da de danske håndboldherrer vandt over Frankrig og dermed for første gang vandt OL-guld.

Nærmere bestemt 2.030.000 seere havde tændt for kampen, der både blev sendt på DR1 og TV 2, viser tal fra DR Medieforskning. Det svarer til 88 procent af alle med tv’et tændt.

Flest så med på DR1, der stod for de 1.100.000 seere. Mange havde nemlig allerede stillet over på DR1 inden finalen for at se Tyskland og Polen kæmpe om bronze-medaljen.

Håndboldherrerne dominerer

Søndagens håndboldfinale og den såkaldte nedtakt efter kampen blev derfor de to mest sete OL-programmer under dette OL.

Faktisk har det danske herrehåndboldhold sat sig tungt på top 20, når det gælder de mest sete OL-programmer og kampe fra Rio. Samtlige af de tyve mest sete programmer har dækket holdets vej mod guldet.

Herrerne kunne dog ikke slå tidligere håndboldfinaler målt i seertal.

Holdets egen VM-finale fra 2011 mod selvsamme Frankrig blev set af 2.7 millioner seere på DR1 og TV 2.

Samme holds EM-finale i 2014 blev set af knap 2.3 millioner på TV 2.

Til sammenligning så over 2.6 millioner med, da det danske fodboldlandshold blev europamestre i 1992.