Med dagens fyringer af tre medarbejdere på Se og Hør forsøger Aller-koncernens at undgå, at koncernen selv kommer i søgelyset.
Det vurderer Oluf Jørgensen, der er mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Det, som fyringerne giver udtryk form, synes jeg godt, man kan forstå sådan, at Aller-koncernen nu forsøger at undgå, at der bliver rettet søgelys mod koncernens forretningsstrategi og få lukket sagen ved at fyre nogle medarbejdere på Se og Hør, siger Oluf Jørgensen.
Advokatundersøgelse er Allers egen
Han understreger, at den bestilte advokatundersøgelse er Allers egen undersøgelse, og dermed er et partsindlæg, og ikke kommer ind på forhold længere oppe i Aller-koncernen. Derfor peger han på, at Aller kun retter søgelyset mod ugebladet Se og Hør.
- Politiet er jo i gang med en efterforskning, som er langt større, hvor de også har rejst sigtelse mod Aller-koncernen, og der er det vigtigt at få afklaret, om det er koncernens forretningsstrategi for Se og Hør, som har ført til den praksis, som vi nu har kendskab til, siger Oluf Jørgensen.
Forretningsstrategien spiller en afgørende rolle
Han har svært ved at vurdere, om der vil komme flere sigtelser eller fyringer på baggrund af sagen.
Til gengæld peger han på, at det centrale er at finde frem til, om Allers forretningsstrategi har ført til Se og Hørs arbejdsmetoder.
- Det juridiske ansvar vil blive lagt frem i takt med at efterforskningen skrider frem. Men Aller-koncernens forretningsstrategi spiller en vigtig rolle, og derfor er det væsentligt, at man ikke bare hænger de menige medarbejdere ud, som har gjort det arbejde, de er sat til, men finder bagmændene og får kortlagt, hvorvidt der har været en strategi, der har ført til de massive ulovligheder, siger Oluf Jørgensen.