Endnu en person med tilknytning til Se og Hør er blevet sigtet af politiet.
Københavns Vestegns politi har sigtet en tidligere redaktionschef på Se og Hør i sagen om ulovlig overvågning af kendte danskere.
Det oplyser politiinspektør Bent Isager-Nielsen til DR Nyheder.
Ifølge Politikens oplysninger er der tale om ugebladets hjemsendte redaktionschef Kim Bretov.
Men det ønsker politiinspektøren ikke at bekræfte. Kun at der er tale om en mand.
- Vi har afhørt ham 18. juni, men jeg ønsker ikke at sige noget om, hvad han har fortalt, og om vi har ransaget nogle adresser, som vi har gjort tidligere i denne sag, siger Bent Isager-Nielsen til DR Nyheder.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kim Bretov.
Alle tidligere chefredaktører sigtet
Politiet har i forvejen sigtet de tre tidligere chefredaktører Kim Henningsen, Henrik Qvortrup og Allers nu fratrådte udgiverdirektør Per Ingdal.
Ingdal fungerede som midlertidig chefredaktør i seks måneder i 2009, indtil Kim Henningsen blev ansat.
86 kendte overvåget
Ingdal har valgt at trække sig fra sin stilling i Aller Media, fordi han ifølge hans eget udsagn ikke kan leve med, at der har fundet ulovligheder sted på Se og Hør.
Kim Bretov var redaktionschef under alle de tre sigtede chefredaktører, Henrik Qvortrup, Per Ingdal og Kim Henningsen.
Det var BT, der i første omgang afslørede, at oplysninger i en roman om et fiktivt ugeblad viste sig at have en del sandheder i sig.
Se og Hør betalte angiveligt gennem en årrække en ansat i det daværende PBS for at lække stærkt personfølsomme oplysninger om kendte danskeres kreditkort. Derved kunne Se og Hør spore deres gøren og laden både i Danmark og i udlandet.
BT har fremlagt en liste med 86 kendte personer, der angiveligt skulle være blevet overvåget af Se og Hør.
Ingen chefer vil interviewes til redegørelse
Aller Media er i gang med en intern undersøgelse af hele sagen, som også omfatter en kulegravning af mediekoncernen. Det er forsvarsadvokat Henrik Stagetorn, som leder undersøgelsen, og han har fået fuld adgang til dokumenter og andet i Aller.
Ligesom han har mulighed for at interviewe involverede i sagen eller andre Aller-folk med kendskab til overvågningen, hvis de vel og mærke selv ønsker at deltage.
Det har ingen af de tidligere chefredaktører eller Kim Bretov og tidligere nyhedschef Lise Bondesen valgt.
Vælger selv om undersøgelse offentliggøres
Og Aller bestemmer selv hvilke dele af den uvildige undersøgelse, der skal fremlægges for offentligheden.
Bent Isager-Nielsen siger til DR Nyheder, at der helt sikkert kommer flere sigtelser i sagen. Han ønsker ikke at uddybe, hvem det måtte være, der kan forvente en henvendelse fra politiet og måske endda en anholdelse.
Også den tidligere såkaldte tys tys-kilde er sigtet i sagen. Ligesom manden bag romanen 'Livet det forbandede', Ken B. Nielsen, er blevet sigtet.