De er blevet rost til skyerne af tv-anmelderne herhjemme, og nu kan serierne 'House of Cards' og 'Game of Thrones' måske også snart få den største officielle anerkendelse for en tv-serie overhovedet.
'House of Cards' og 'Game of Thrones' scorede nemlig suverænt flest Emmy-nomineringer, da listen over de nominerede blev offentliggjort tidligere torsdag.
Seks anmelderroste nominerede
Ifølge New York Times har fantasy-serien 'Game of Thrones' mulighed for at vinde i hele 19 kategorier, mens det politiske drama 'House of cards' er lige i hælene med 16 nomineringer.
Begge serier er nomineret i den prestigefyldte kategori 'Bedste dramaserie', og her er de oppe imod serierne 'Downton Abbey', 'Breaking Bad', 'Mad Men' og 'True Detective'.
Sidstnævnte serie har som den eneste serie begge sine hovedpersoner, Matthew McConaughey og Woddy Harrelson, nomineret i kategorien 'Bedste skuespiller i en dramserie'.
Fængselskomedie med i opløbet
Også komedieserien 'Orange is the New Black' kan blive en af aftenens store vindere, når Emmy-priserne uddeles i Hollywood den 15. august.
'Orange is The New Black' er med i opløbet om at vinde 'Bedste komedieserie', og seriens hovedperson, Taylor Schilling, er nomineret i kategorien 'Bedste skuespillerinde i en komedieserie'.
Du kan se samtlige nominerede på hjemmesiden her.