Selvom det snart er to uger siden Se og Hør-skandalen startede, så er alvoren endnu ikke gået op for magasinets ejere i Allers ledelse.
Det mener erhvervskommentator og chefredaktør på Børsen, Niels Lunde.
- Allers ledelse er ramt af granatchock. Det er endnu ikke gået op for dem, hvor stor en krise koncernen finder sig i, siger Niels Lunde til P1 Morgen.
Manglende selverkendelse hos lukket ledelse
Et af problemerne er, at magasinkoncernen ikke vil anderkende sit egen medansvar.
Allers ledelse forstår ikke, at Se og Hør-skandalen ikke bare er et problem for selve bladet men for hele koncernen. Det er en kæmpe krise, virksomheden befinder sig i, og ledelsen har svigtet det ansvar, der er blevet givet til dem, siger Niels Lunde.
Et andet problem er selve ledelsesstrukturen. Allerfonden, der sidder på magten i Allerkoncernen, består stort set udelukkende af familiemedlemmer, som slet ikke er vant til, at man skal have omverdenens accept for at kunne overleve som virksomhed.
- De har fået lov til at bevare den lukkede struktur, fordi de var gode til at tjene lette penge. Men den går altså ikke, når man befinder sig i en så stor krise som denne, siger Niels Lunde.
Troværdighed kræver internt opgør
Torsdag eftermiddag valgte formanden for Allerfonden, Linda Nielsen, at trække sig fra sin stilling, fordi hun efter eget udsagn ikke har tillid til den undersøgelse, som fonden har iværksat for at afdække Se og Hør-skandalen.
- Linda Nielsens afgang udstiller det totale kaos, der er hos Aller, og det siger noget om, at koncernen slet ikke er klar over, hvad det er, den skal undersøge, siger Niels Lunde.
- Hvis virksomheden skal genvinde sin troværdighed, skal der rydes gevaldigt op internt i koncernen. Hvis vi andre skal tro på, at de vil handle anderledes i fremtiden, tror jeg, det kræver et opgør internt i koncernen. Det er en kæmpe opgave, og jeg tror, det kommer til at tage lang tid, siger Niels Lunde til P1 Morgen.