Terrorangrebet mod det franske magasin Charlie Hebdo den 7. januar 2015 var især rettet mod bladets tegnere.
Danske satiretegnere vågnede derfor op til en ny virkelighed efter angrebet. Ligesom de gjorde, efter at Muhammed-tegningerne blev bragt i Jyllands-Posten den 30. september 2005.
DR Kultur har spurgt fem danske satiretegnere, hvordan terrorangrebet på Charlie Hebdo har påvirket dem og deres arbejde. Fire af dem har valgt at tage udgangpunkt i en af deres egne satiretegninger for at illustrere, hvad de mener.
Annette Carlsen:
Tegner, har tegnet for blandt andre Kristeligt Dagblad, BT, Dato og Svikmøllen, hvor denne tegning også er fra.
- Tegningen her lavede jeg til Svikmøllen, og den handler om at unge ikke længere tager på ferie i Sunny Beach i Bulgarien. Samtidig hører man om unge, der bliver fristet af at tage ned og deltage i IS’ kamp og bliver tiltrukket af en romantisk forestilling om, at nu skal de ned og deltage i en revolution. Når de så kommer derned, er det jo helt anderledes, end de havde forestillet sig. Jeg tænkte, at det var sjovt at blande de to ting.
- Men da jeg kiggede mine tegninger igennem for nylig og så den igen, undrede den mig. ”Hvorfor har jeg ikke lavet den med muslimske piger?”, tænkte jeg. Jeg har tegnet den, så det ligner nogle danske piger, der bliver tiltrukket af alt muligt – også IS.
- Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg ikke gjorde det. Selvfølgelig handler tegningen jo også om drukferierejser, som unge rettroende muslimer ikke vil overveje at tage på. Men jeg tænker alligevel, at jeg burde have tegnet en af pigerne som mere traditionel muslim med sort hår.
- Måske har jeg haft Charlie Hebdo-angrebet i baghovedet, da jeg tegnede den. Jeg kan ikke huske det, men jeg undrer mig nu.
Roald Als:
Er satiretegner på Politiken og tegnede avisens forside dagen efter angrebet på Charlie Hebdo
- Jeg var egentlig i gang med nogle helt andre tegninger, da Charlie Hebdo blev angrebet. Mine chefer kom hen til mig. Når det var tegnere, der var blevet skudt, var det smart, hvis det var en tegner, der tegnede forsiden, mente de.
- Redaktørerne havde forestillet sig noget med blyanter, hvilket var meget naturligt. Jeg snakkede med Ole Rasmussen, en af dem, der står bag ATS, og vi havde et par andre ideer inde over. Blandt andet at man kunne lave et kors ud af en knækket blyant. Men det ville ikke være en særlig god idé. Så ville morderne have vundet, tænkte vi. Vi snakkede også om, om der skulle være tolv blyanter, fordi de var tolv, der blev skudt.
- Jeg kom til at tænke på, at jeg, da jeg som barn sad i skolen og tegnede med farvekridt, knækkede kridtene hele tiden. Så tog jeg bare en af stumperne og tegnede videre. Det var sådan, jeg fandt på den der.
- Normalt tegner jeg langsomt, men tegningen her tog kun ti minutter. Det, jeg bedst kan huske, var reaktionen, da jeg havde afleveret den. Man ved ikke rigtig, når man laver en tegning, om den fungerer. Men jeg kunne se på reaktionerne på avisen, at den her var. Lige den dag ramte den rigtigt. Jeg kunne mærke det på den måde, folk kom hen til mig på. Den ramte de følelser, folk havde.
- Tegningen viser jo, at vi tegner videre. Og det gjorde de også på Charlie Hebdo. Jeg blev sammen med journalisten Olav Hergel sendt til Paris dagen efter angrebet, og det var forsiden her, der fik os ind på avisen Libération, hvor Charlie Hebdo-folkene arbejdede efter angrebet. Der var sort af både pressefolk og politi ude foran. Men Olav Hergel gik hen og viste redaktøren for Libération Politikens forside, og så blev vi inviteret ind.
- Angrebet på Charlie Hebdo har ikke fået mig til at tænke anderledes end før. Det var Muhammed-tegningerne, der gjorde det farligt at være tegner. Charlie Hebdo har hverken gjort faren større eller mindre.
Niels Bo Bojesen:
Bladtegner på Jyllands-Posten
- Jyllands-Posten ringede til mig og spurgte, om jeg ville tegne en leder til avisen, der havde fokus på de dræbte fra Charlie Hebdo. Jeg sagde ja. Jeg var enorm vred efter angrebet, og jeg følte en trang til at sende et signal. Derfor tegnede jeg pennen i hånden, der kommer op fra graven. Min budskab var: ”Vi fortsætter sgu, og der er ikke nogen, der er døde og begravede her”.
- Jeg tegnede tegningen dagen inden, jeg skulle deltage i begravelsen af de dræbte fra Charlie Hebdo i Paris. Jeg havde tidligere mødt tegneren ’Tignous’, der var blandt dem, der blev skudt, ved flere lejligheder. Han var ultrasympatisk, velformuleret og en knalddygtig tegner.
- ’Tignous’- og de franske tegnere generelt - kommer fra en mere direkte og måske knap så underfundig tegnetradition end den danske. Hos dem får humor og latterliggørelse på alle pedaler
- Efter terrorangrebet var der flere, der sagde, at ’Tignous’ og de andre tegnere var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det passer ikke. ’Tignous’ var præcis der, hvor han skulle være, og arbejdede med det, han elskede allermest.
- Jeg synes, det var unødvendigt, da man lavede Muhammedtegningerne, og præmissen var helt forkert.
- Terrorangrebet på Charlie Hebdo fik mig til at indse, at vi ikke kan gradbøje den frihed og det demokrati, vi lever i. Som bladtegner blev det meget konkret, at jeg bliver nødt til at fortsætte med at lave, det jeg gør, uanset hvor tragisk en baggrund, det bliver gjort på.
Lars Andersen
bladtegner på Berlingske siden 1998.
- Berlingske spurgte mig, om jeg ville lave en tegnet kommentar en uge efter angrebet. Det blev tegningen med den overdimensionerede fyldepen. Budskabet med tegningen er, at vi som tegnere skal fortsætte med at lave det, vi gør og ikke lade os skræmme. Ja faktisk er der mere brug for det end nogensinde før.
- Der er en forskel på det Charlie Hebdo laver, og det som jeg repræsenterer. Charlie Hebdo er sat i verden for at kritisere og provokere alle slags religioner. Det er ikke mit ærinde, og det har det aldrig været.
- Angrebet på Charlie Hebdo har ikke fået nogen konkret indvirkning på mit arbejde. Jeg sidder ikke og tænker over i hverdagen, hvad jeg må, og hvad jeg ikke må tegne. Jeg ville nok ikke lave satire over Muhammed i dag, men det skyldes især, at jeg, som sagt, ikke har brug for at kritisere religioner. Tidligere ville man risikere et sagsanlæg, men en tegning er altså ikke værd at dø for. Og jeg kan ikke afvise, at der et eller andet sted i min underbevidsthed, er noget, som siger nej, på grund af terrorangrebet mod Charlie Hebdo.
Lars-Ole Nejstgaard:
Tegner, har tegnet for en række aviser, magasiner og bøger, blandt andet Ugeskrift for læger og Svikmøllen.
- Jeg havde den dræbte tegner Tignous hjemme til julefrokost en måned inden, det skete. Han sagde: ”jeg gider ikke blive skudt for mine tegninger”. Det, tror jeg, har siddet i mig. Det har skærpet mishaget ved at sætte mig i den situation.
- Der kommer en træthed efter den ballade, der har været i Danmark siden Muhammed-tegningerne, og den er blevet forstærket efter Charlie Hebdo. I vores branche er vi er så uendeligt synlige og letaflæselige og superudsatte. Man gider ikke være den, der skal være den.
- Jeg vil med glæde håne og spotte buddhismen og Jesus og alt det der, men lige præcis fordi det er så betændt, så orker jeg ikke at være skydeskive for islam. Så på den måde har de sådan set vundet. Islamismen har vundet på den konto.
- Jeg sagde nej til at tegne Muhammed for Jyllands-Posten dengang, og jeg synes stadig ikke det var en god idé i den kontekst. Hvis jeg skulle tegne muhammed i dag… jeg tror ikke, jeg ville bryde mig om at tage chancen. Men jeg har lavet masser af tegninger med religiøst stødende udfald.
- Jeg er ikke blevet opfordret til at tegne Muhammed. Det er sjældent, man fra redaktionernes side får at vide, at man skal give den fuld gas, når det gælder religion. Nogle gange kan jeg selv bestemme, hvad jeg tegner, men der tror jeg i virkeligheden også, jeg ville tøve. Jeg er ikke fuldstændig afvisende, men umiddelbart ville jeg nok sige, ”aj, det gider jeg ikke stå model til”.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1096023387114851