Chefredaktør erkender kendskab til tys-tys-kilde: Troede bare han var en ven

Se og Hørs nuværende chefredaktør fastholder fortsat, at man ikke har brugt ulovligt indhentede oplysninger i hans tid.

- Jeg har ikke noget forhold til tys-tys kilden. Han har været med til et par arrangementer, fordi han var rigtig god ven af en af husets journalister. Jeg har ikke noget forhold til ham som sådan, siger Niels Pinborg. (Foto: © PR-foto, Se og Hør)

Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, har tidligere afvist kendskab til en kilde, der har leveret ulovlige oplysninger til ugebladet.

Nu erkender chefredaktøren, at han har kendt til tys-tys-kilden som person, men ikke kendte hans funktion.

Det siger han, efter Berlingske i dag skriver, at den hemmelige kilde så sent som i lørdags var akkrediteret for Se og Hør til en koncert i parken.

I en ny bog fortæller en tidligere Se og Hør-journalist ifølge BT, hvordan blandt andre prins Joachims, prinsesse Maries og Lars Løkkes kreditkort blev overvåget, samt at informationerne blev videregivet til Se og Hør. Den påståede overvågning skulle have fundet sted fra 2008 til 2012. Manden, der leverede oplysningerne arbejdede som it-specialist for Nets.

Vidste ikke, at han var tys-tys-kilde

- Jeg ved, at en af mine ansatte har haft en ven, som nu er identisk med den tys-tys-kilde. Men når du ikke ved, at der er en tys-tys-kilde, så ved du heller ikke, at du skal være på vagt, så jeg har sådan set bare opfattet ham som en ven af en af mine journalister, siger Niels Pinborg til DR Nyheder.

- For at forstå konteksten skal man vide, at indtil denne bog udkom, havde jeg ikke nogen som helst anelse om, at Se og Hør har haft, eller skulle have haft, en tys-tys kilde, siger han.

I går forlod den tidligere chefredaktør for ugebladet, Henrik Qvortrup, sit job som politisk kommentator hos TV2. Han indrømmede, at han har hilst på kilden og godkendt de honorarer, som vedkommende modtog for at videregive oplysninger.

Pinborg fastholder fortsat, at ugebladet ikke har brugt ulovligt indhentede oplysninger i hans tid som chefredaktør.

- Jeg har ikke noget forhold til tys-tys kilden. Han har været med til et par arrangementer, fordi han var rigtig god ven af en af husets journalister. Jeg har ikke noget forhold til ham som sådan, siger chefredaktøren.

Ikke anvendt siden november 2013

Vil du afvise klart, at du ikke har haft nogen forbindelse til tys-tys kilden, hvor han har leveret informationer til dig, som er hemmelige og dermed nogle, der er lækkede fra Nets eller andre steder?

- Vi har ikke anvendt materiale fra den kilde i den periode, hvor jeg har været ansat, siden november 2013, siger Pinborg.

Er du sikker på, at tys-tys kilden ikke leverer informationer til dine journalister, uden at du er klar over det?

- Det føler jeg mig ret overbevist om, at han ikke gør. Men har du nogle påstande, der bakker dette spørgsmål op, så vil jeg da gerne vide det, siger han.