Selvom det er gratis, er det ikke altid godt.
Sådan må mange kunder i Apples musikbutik iTunes i hvert fald have tænkt, da Apple i sidste uge forærede samtlige af sine iTunes-brugere det gratis og helt nye album 'Songs of Innocence' med gruppen U2.
Efter en række klager har Apple derfor valgt at lave et hjælpeværktøj, der med bare ét klik kan slette albummet igen fra brugernes musikbiblioteker.
Det skriver BBC på sin hjemmeside.
Tak - men nej tak
- Nogle kunder bad om mulighed for at slette 'Songs of Innocence' fra deres musikbibliotek, så vi har oprettet siden itunes.com/soi-remove for, at man nemmere kan gøre det. Enhver kunde, der har brug for yderligere hjælp, skal kontakte AppleCare, siger Apple-talsmand Adam Howorth til BBC.
Albummet med U2 blev præsenteret tirsdag i sidste uge i forbindelse med Apples produktlancering af firmaets iPhone 6 og Apple-ur. Her indtog det irske rockband og Apples direktør Tim Cook sammen scenen med nyheden om den musikalske gave.
Kort efter lå albummet tilgængeligt i samtlige iTunes-brugeres bibliotek - og dem er der godt 500 millioner af - men gaven er altså ikke blevet modtaget med klapsalver alle steder.
Fire irske gutters blod, sved og tårer
Samarbejdet har fået meget medieomtale og skabte sidste uge overskrifter, men kvaliteten af det digitale album var dog svingende, ifølge de danske anmeldere.
U2's forsanger Bono har kommenteret folks utilfredshed på bandets hjemmeside.
- Folk, der ikke har hørt vores musik, eller slet ikke er interesseret, finder måske på at spille os for første gang, fordi vi ligger i deres bibliotek. Og til dem derude, der ikke har nogen interesse i at tjekke vores musik ud: Se på det på denne måde... Blod, sved og tårer fra nogle irske fyre ligger i din junk mail.
Han tilføjer desuden, at det er Apple, der har betalt for gavefesten.