Politiet har i dag valgt at rejse tiltale mod otte personer i Se og Hør-sagen samt mod Aller Media, der udgiver bladet.
Advokat Brian Werner Larsen repræsenterer seks af de kendte – blandt andre Casper Christensen og Mads Mikkelsen – hvis kreditkortinformationer er blevet brugt af Se og Hør.
Han kalder det tilfredsstillende, at der nu er rejst tiltaler og forklarer, at det også har betydning for det civilretslige efterspil for hans klienter.
- Men det vigtigste er, at man kan få slået fast, at de er blevet krænket. Omfanget er endnu ukendt, og det må strafferetsagen så vise, hvad er, siger han.
Brian Werner Larsen repræsenterer desuden Iben Hjejle, Pelle Hvenegaard, Rigmor Zobel og Jesper Ravn.
Aller Media har i dag erkendt ansvaret for sagen og beklager ”overtrædelserne på Se og Hør”, som administrerende direktør, Pål Thore Krosby, skriver i en pressemeddelelse.
En meddelelse, som Brian Werner Larsen tager til efterretning.
- Men en beklagelse er ikke det samme som at vedkende sig et erstatningsretligt ansvar, og at man er villig til at betale en godtgørelse i et eller andet omfang, siger han.
For Brian Werner Larsen vil det være meget overraskende, hvis ingen af tiltalerne resulterer i domme.