Madonnas turne sætter ny rekord

Madonna har slået sig selv med sin seneste turne, der er den højest indtjenende koncert for en soloartist. Sticky og Sweet har omsat for 2,1 milliarder kroner.

Hun er med egne strofer den kvindelige inkarnation af materialismen. Og det beviser Madonna igen med sin seneste turne, Sticky & Sweet.

Material Girl gav sin sidste koncert onsdag 2. september i Israel, og efter at have givet 85 koncerter i 32 lande har 51-årige Madonna slået sin egen turne-rekord.

Slår egen rekord med længder

Verdensturneen har omsat for 2,1 milliarder kroner, og det gør Sweet & Sticky til den bedst indtjenende turne for en soloartist, oplyser koncertarrangøren Live Nation.

- Med Sticky & Sweet har Madonna endnu engang bevist, at der stort set ikke er nogen grænser for, hvad hun kan udrette både kreativt og forretningsmæssigt, siger adm. direktør hos Live Nation, Arthur Fogel i en pressemeddelelse.

Madonna havde rekorden i forvejen med sin Confessions Tour fra 2006, der i forhold til popdronningens seneste turne kun omsatte for en milliard kroner.

Jagger og co sidder på tronen

Udover de mange penge, har Madonna sat flere publikumsrekorder i løbet af Sweet & Sticky. Hun gav den mest velbesøgte koncert i Schweiz nogensinde med 72.000 publikummer, og i Sverige satte han rekord for flest publikummer til flere koncerter i træk, da mere end 119.000 oplevede hendes koncert i Gøteborg.

Den ultimative rekord for at tjene kassen på en turne tilhører et band, der som få har mere rutine end Madonna.

The Rolling Stones Bigger Bang fra 2005 til 2007 omsatte for knap tre milliarder kroner, og det gør den til den bedst indtjenende turne nogensinde. Men de gamle drenge er selvfølgelig også flere om at dele den fede kage.