L.O.C. til Clement: Al religion tilsat rationel tanke er smukt som udgangspunkt

Rapperen er selv katolik og beder ofte til Gud, men han tvivler også hver dag.

L.O.C. er katolik og beder jævnligt. Når han er på turne, er det dagligt.

- Jeg bruger det som en måde at sætte mig selv i bero på. Der ligger noget i det at messe for sig selv, fortalte rapperen med det borgerlige navn Liam O'Connor til vært Clement Kjersgaard i 'Vi ses hos Clement' søndag aften.

Men det betyder ikke, at han er urokkelig i sin tro. Tværtimod.

- Jeg tvivler hele tiden. Jeg tror på, at man skal stille spørgsmålstegn ved alting. Og når man gør det længe nok, så begynder man at tvivle på ting. Jeg tror, det er der, ting er mest sunde. Når du ikke føler dig sikker i dem. Ellers bliver du ikke ved med at være nysgerrig, sagde L.O.C.

Religion er en positiv ting

Han mener helt grundlæggende, at religion er en god ting.

- Al religion tilsat rationel tanke er smukt som udgangspunkt, mener Liam O'Connor.

- Der sker nogle forfærdelige ting, som er tragiske og uacceptable i religionens navn, men det gør ikke, at vi kan tage den fra de milliarder af mennesker, der bruger den til noget andet.

Hør ham uddybe sit syn på religion i klippet i toppen af artiklen eller se hele interviewet her.