Line Bauns advokat arbejder videre på erstatningskrav mod Aller

Dommene i Se og Hør-sagen er faldet, men tv-værten, hvis kreditkort blev overvåget, ønsker yderligere et erstatningskrav fra Aller.

Line Baun Danielsen vidnede i retten ved Retten i Glostrup den 4. oktober 2016. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016 (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Line Baun Danielsen vil ikke udtale sig i forbindelse med domsafsigelsen i Se og Hør-sagen.

Det skriver hun i et blogindlæg, efter at dommen faldt ved middagstid torsdag. Tilbage i august afgjorde Retten i Glostrup desuden, at Aller Media A/S, som udgiver Se og Hør, skal betale 10 millioner kroner for medvirken til hacking og bestikkelse i den private sektor.

Men ifølge Line Baun Danielsens indlæg bør ofrene i Se og Hør-sagen også få del erstatningen:

- Og så har jeg bedt min advokat om at arbejde videre på et erstatningskrav mod Aller. For det var jo dem, alle de tiltalte arbejdede for. Og hvis Aller skal betale 10 millioner til statskassen, så er det vel rimeligt nok, at de mennesker, det gik ud over, også får noget, skriver hun.

Tudefjæs eller krukke

Tv-værten skriver desuden i blogindlægget, at hun er blevet kimet ned af medier, som vil have interview med et af ofrene i Se og Hør-sagen.

Men Line Baun Danielsen har valgt ikke at kommentere, blandt andet fordi hun ikke ved, hvad hun skal sige.

- Det er de samme spørgsmål, jeg vil få for Gud ved hvilken gang. Og siger jeg noget, vil nogen kalde mig tudefjæs. Holder jeg mund, er jeg en krukke, skriver hun.

Alligevel har hun altså valgt det sidste, men påpeger, at dommerne har talt, og at hun nu har et håb:

- At ingen efter i dag er i tvivl om, hvorvidt det er ulovligt at overvåge menneskers kreditkort – om de er kendte eller ej.

I begyndelsen af oktober blev Line Baun Danielsen afhørt i retten i kraft af, at hendes kreditkort var blevet overvåget. I alt var 35 af hendes kreditkorttransaktioner blevet udleveret til Se og Hør, oplyste anklageren i retten. Det resulterede i to historier i ugebladet.