Lars Von Trier: Jeg forstår Hitler

Et pressemøde med Lars von Trier går sjældent stille af sig. Heller ikke efter Melancholia, hvor instruktøren langede ud efter Susanne Bier.

Måske "Melancholia ikke kan provokere og sætte sindene i kog i samme grad som "Antichrist", men så kan Lars von Trier altid gør forsøget på pressemødet.

Den danske instruktør havde i hvert fald fundet den kontroversielle tone frem, da han mødte verdenspressen efter premieren i Cannes på "Melancholia". Og det gik blandt andet udover den Oscar-vindende danske kollega Susanne Bier.

- Og ja, jeg er nazist. Og det er ikke kun, fordi jeg hader Susanne Bier, kom det fra Lars von Trier.

- Jeg forstår Hitler

Han fik spørgsmålet om, hvad hans egen baggrund er, og her svarede von Trier først, at han i mange år troede han var jøde.

- Men så mødte jeg Susanne Bier, og så var jeg ikke så glad for at være jøde. Men så fandt jeg ud af, at jeg faktisk var nazist. Min familie er tysk. Og det glædede mig. Hvad kan jeg sige, jeg forstår Hitler. Jeg sympatiserer en smule med ham, fortalte en lakonisk Lars von Trier foran den samlede verdenspresse.

Og den danske instruktør stoppede ikke her. I stedet gik han et stykke længere.

Foretrækker Endlösung

- Vi nazister foretrækker Endlösung. Og med min næste film vil jeg præsentere Endlösung, en tre til fire timer lang pornofilm, sagde Lars von Trier med henvisning til sin kommende film "Nymphomania".

Lars von Trier ser gerne, at Kirsten Dunst får hovedrollen i filmen, ligesom hun også har hovedrollen i "Melancholia". Og her skal hun virkelig udfordre sin seksualitet, sagde von Trier på pressemødet, men han blødte dog en smule op bagefter.

Foretrækker porno frem for nazisme

- Jeg tror ikke Kirsten Dunst siger ja. Af den grund, at der er for meget piksutning i filmen, og det gør hun vist ikke på film, sagde Lars von Trier til DR Nyheder.

Han modificerede også sine nazi-udtalelser en smule ved at sige:

- Jeg er mere til porno, end jeg er nazist.