Du kender måske navne som Picasso, van Gogh og Michelangelo. Alle sammen mænd, der hver især betegnes som solide hjørnesten i kunstens historie. Men hvor mange kvinder får lov til at pryde sig med den form for stjernestatus?
I 2018 talte eleverne på Kunstakademiets Billedskole 81 kvinder og 69 mænd, så der halter kvinderne ikke bagefter i antal.
Alligevel er kunstens verden domineret af mænd, så snart skolebøgerne er lagt på hylden, og kunstnerne skal ud at skabe og sælge deres værker.
Det mener kunstnerne Nina Elizabeth og Johanne Lykke.
Allerede mens Johanne Lykke studerede, havde hun en oplevelse af ikke at blive taget lige så seriøst som sine mandlige medstuderende. Hun husker blandt andet, hvordan diskussionen i klasseværelset tog en drejning, når hun brugte sig selv i sine værker.
Én gang skulle hun præsentere sin klasse for en række fotografier. De var taget i en skov, og Johanne Lykke indgik selv i billederne.
- Fuldt påklædt, vel at mærke. Det endte i en heftig diskussion om kvindekroppen og kønnet. Jeg var i starten af 20'erne. Det var ret vildt, at jeg skulle konfronteres med, at jeg er kvinde på den måde. Det havde jeg ikke prøvet før, siger Johanne Lykke.
- Det var overraskende for mig. Nu var jeg stemplet som kvinde, og hver gang jeg laver kunst, bliver det tolket med et feministisk perspektiv. Det var en oplevelse, jeg delte med mange af de kvinder, jeg læste med. Det er ikke noget, man møder som mand.
Kvinderne mangler i 'kunstbiblen'
Kønsdiskrimination er også noget, som Johanne Lykkes kollega Nina Elizabeth har lagt mærke til. For hende begyndte det også allerede, mens hun studerede, når hun bladrede rundt i kunsthistoriebøgerne.
- De kunstnere, man bliver præsenteret for, og dem, man kan finde i alle bøger om kunsthistorie, er i de fleste tilfælde mænd, siger Nina Elizabeth.
Hun henviser blandt andet til 'The History of Art' af E. H. Gombrich – en kleppert på mere end 600 tætskrevne sider – som er én af verdens mest populære kunsthistoriebøger. Faktisk opfatter mange den som en decideret 'kunstbibel'. Men trods sin anseelige størrelse er der altså ikke blevet plads til mange kvinder i bogen.
- Der er vel nogle kvindelige kunstnere, som er meget kendte i dag. Men der er virkelig mange, som forbliver ukendte. Og man mener åbenbart ikke, at der er brug for at inkludere dem. Det er sådan nogle ting, som gør, at man føler, at man ikke bliver værdsat som kvindelig kunstner, siger Nina Elizabeth.
- Hvorfor kan man ikke skrive kvinderne ind? Kvinder laver jo også god kunst. Mændene tager bare hele spotlightet.
'Sats på, at de godt kan'
Det kan bare være svært at forstå, at der ikke er rettet op på uligheden, mener Anne-Mette Villumsen. Hun er museumsleder på Skovgaard Museet i Viborg.
- Det er jo ikke kun indenfor kunstverdenen; det er også musik, film, litteratur og teater. Nogle vil kalde det strukturel kønsdiskrimination. Selvom vi på papiret har ligestilling i Danmark, er der sociokulturelt nogle andre forventninger til kvinder end mænd. Der er en anden vurdering af dem, når de skal ud at gøre karriere. Sådan er det jo i hele vores samfund, siger Anne-Mette Villumsen.
Som bestyrelsesmedlem i organisationen Danske Museer stod Anne-Mette Villumsen sidste år for en undersøgelse af kvindelige kunstneres repræsentation på de danske kunstmuseer. Undersøgelsen konkluderede blandt andet, at kvinder er dårligere repræsenteret på kunstmuseernes særudstillinger, og når museerne skal indkøbe ny kunst.
Personligt tror Anne-Mette Villumsen ikke, at kønskvoter på museerne er løsningen. For så ville kvinder alt for nemt kunne få skudt i skoene, at de kun er blevet udstillet for at tilfredsstille sådan en kvote.
- Jeg synes, at kvoter er symptombehandling frem for at løse det bagvedliggende problem. Hvis man vil løse problemet med diskriminationen, kunne man for eksempel starte med at øremærke barsel til mændene, siger Anne-Mette Villumsen, som mener, at problemet har rod i kønsstereotyper, hvor mændene er dem, der er store og stærke, og kvinderne ikke må råbe op og skabe plads for sig selv.
- Det skal begynde, helt fra man er en lille baby, såsom at man ikke bare skal give skydere til drengene og dukker til pigerne. Hvis du går i H&M eller Fætter BR, er det helt sindssygt, så kønsopdelt tøj og legetøj er, siger Anne-Mette Villumsen.
Hvilket råd vil du give til unge kvindelige kunstnere som Johanne Lykke og Nina Elizabeth?
- Både os på museerne og gallerierne skal turde stå ved at vise kvindernes kunst. De skal selv tro på, og vi skal tro på, at de godt kan bære at stå på egne ben for eksempel i soloudstillinger og ikke kun i gruppeudstillinger. Vi skal satse på, at de godt kan.
Står sammen
Tilbage i april, mens Danmark var i lockdown, slog Johanne Lykke og Nina Elizabeth sig sammen om et kunstnerisk samarbejde.
Det gjorde de blandt andet for at løfte hinanden op i den kunstverdenen. Men også fordi deres kunst fandt fælles fodslag - blandt andet i deres kunstneriske interesse fra naturen.
- Da Johanne rakte ud til mig, blev jeg vildt glad. Jeg har selv følt, at det er svært at stå helt alene i kunsten og skulle lave alt. Der ligger meget arbejde ud over at skabe noget visuelt. Man skal ikke bare lave kunsten, man skal også formidle og udstille den. Det er meget pres for én person, siger Nina Elizabeth.
De to kunstnere har netop præsenteret deres første duo-udstilling 'Orangery Delights' i Villa Kultur på Østerbro. En udstilling af glasmalerier med afsæt i netop naturen.
Selvom udstillingen nu er pillet ned, er de to unge kunstnere slet ikke færdige med hinanden. De har set lyset i at arbejde sammen, og de regner stærkt med flere fællesudstillinger i fremtiden.
Men når Johanne Lykke forlader sit værksted og tager på museumsbesøg, melder uroen sig alligevel. På de små skilte, der hænger på væggene ved siden af værkerne, oplever hun ofte et ekko af det, som man finder i kunsthistoriebøgerne: et fravær af kvinder.
- Der er langt flere værker af mænd. Det er klart, at det påvirker den måde, jeg lever som kvinde og kunstner på. For der er jo nogle, som er blevet valgt fra. Det påvirker os mere, end vi nok selv er i stand til selv at se, siger hun.
Her kan du blive klogere på fire kvindelige kunstnere, anbefalet af Johanne Lykke og Nina Elizabeth:
Vivian Springford
Amerikanske Vivian Springford begyndte egentlig sin karriere som portrætmaler. Op gennem 1950-60'erne blev hun særligt kendt for sine 'Black Paintings'.
I nogle år var hun meget privat omkring sin kunst, men hun blev genopdaget i 90'erne, efter hun havde mistet synet. Det skete, fordi en sygehjælper viste nogle af hendes nyere værker til en gallerist i New York, som efterfølgende begyndte at udstille hende.
- For det første var hun en dygtig kolorist. Hun brugte farver og form, som drypper ind i hinanden, og hendes malerier er så smukke at kigge på, siger Johanne Lykke.
- Det er en form for abstrakt blomstring. Det inspirerer mig virkelig.
Vivian Springford blev født i 1914 og døde i 2003.
Lygia Clark
Den brasilianske kunstner Lygia Clark var en pioner inden for installationskunst og skulpturer, som ofte spillede på flere sanser end én. Hendes mål var at engagere beskueren i kunsten, både fysisk og psykisk.
- Hendes skulpturer var aldrig et færdigt værk, hvis man ikke interagerede med dem. Senere fokuserede hun på, at man skal sanse kunsten: At det er mere oplevelsen af kunsten end det at skabe et kunstværk, siger Nina Elizabeth.
- Der er heller ikke særlig mange latinamerikanske kunstnere, som er særlig kendte. Det er i hvert fald i mindre skala.
Lygia Clark blev født i 1920 og døde i 1988.
Malene Landgreen
For Johanne Lykke er den danske maler Malene Landgreen lidt af et forbillede. Landgreen arbejder både i det mindre og større, både for sig selv og i det offentlige rum.
Hun har blandt andet udsmykket Rigshospitalet med et enormt vægmaleri.
- Hun er en anerkendt og veletableret billedkunstner på den danske kunstscene. Hendes kunst i det offentlige rum inspirerer mig til selv at arbejde hen mod offentlige udsmykninger, siger Johanne Lykke.
- Jeg har stor respekt for, at hun som kunstner både har en studiopraksis og udfører arbejde i de her enorme skalaer.
Malene Landgreen blev født i 1962 og har base i København og Berlin.
Joan Mitchell
Når den amerikanske kunstner Joan Mitchell arbejdede, blev hendes værker gennemsyret af naturen. Hun var en abstrakt ekspressionistisk maler, og gennem hendes karriere blev malerierne gradvist både modigere og større.
- Hun arbejdede virkelig stort og lavede en lyrisk fortolkning af naturen. Hun var interesseret i det følelsesmæssige i naturen, og hvordan man kunne give form til erindringer af den, siger Nina Elizabeth.
- Hun arbejdede med nogle utrolig smukke farver.
Joan Mitchell blev født i 1925 og døde i 1992.