Det er et uheld af den mere trælse slags.
Forestil dig, at skægget på Tutankhamons guldmaske – en af de mest uvurderlige skatte fra det gamle Egypten – knækker af.
Du er konservator, arbejder på Det Egyptiske Museum i Cairo, hvor den mere end 3.300 år gamle guldmaske er udstillet – og du skal udbedre skaden hurtigst muligt. Så. Hvad gør du?
Netop det spørgsmål stod en konservator på Cairos museum med sidste sommer. Og løsningen kom prompte til konservatoren.
Manden tog ganske simpelt en tube stærk epoxy-lim og limede det blå- og guldflettede skæg fast igen.
Efterfølgende holdt han skægget fast, til limen var tørret. Og voilá: Et styk uvurdelig skat uopretteligt beskadiget.
Epoxylim var nemlig ikke den rigtige løsning, er stort set alle enige om, efterfølgende. For efter limen var tørret, var der indtørret lim på guldmasken – hvilken en anden konservator forsøgte at fjerne med en spatel – som efterlod skrammer på guldmasken. Det skriver nyhedsbureauet AP.
- Virkede som en parodi
Fadæsen blev først offentliggjort onsdag, men foregik altså sidste sommer på Det Egyptiske Museum i Cairo – tilmed foran en stor gruppe turister.
En af turisterne, Jackie Rodriguez, tog et billede og sendt til AP, der viser en ansat holde skægget på plads, indtil limen er tørret.
- Hele arbejdet virkede som en parodi. Det var foruroligende at se, at hele optrinnet skete foran en stor gruppe mennesker og tilsyneladende uden det korrekte værktøj, siger hun til AP.
En anonym konservator på museet har efterfølgende forklaret hændelsen til AP:
- Desværre brugte manden et meget uopløseligt materiale – epoxy er utrolig stærkt og skal bruges på metal eller sten, men jeg mener ikke, det var egnet til en enestående genstand som Tutankhamons guldmaske (…) Guldmasken burde være sendt til et konservatorlaboratorium, men de havde travlt med at få den udstillet hurtigt igen og brugte et hurtigtørrende, uopløseligt materiale, siger han.
Eksperter undersøger hændelsen
En gruppe eksperter er nu i gang med at undersøge hændelsen og udgiver en rapport om sagen.
Tutankhamon var en farao i 1300-tallet f.kr. og døde i en ung alder. Tutankhamons grav er den faraograv, der er fundet i bedst, næsten intakt stand, og indeholdt utallige uvurderlige genstande – hvoraf guldmasken er en af de mest berømmede.