Det ser ikke umiddelbart kontroversielt ud.
Mest af alt ligner rummet, som dramatiker Christian Lollike står i, et værksted. Der står en rundsav i hjørnet af rummet. Under den har savsmuld farvet betongulvet lysebrunt. Ved siden af står en støvsuger i industristørrelse, en spånplade og to metalstænger.
Men så er der billederne. De hænger på væggen ved siden af rundsaven.
Det er dem, som har fået kulturministeren op i det røde felt og til at fordømme udstillingen 'Martyrmuseum', som billederne er en del af.
”Vanvittig” har Bertel Haarder (V) kaldt udstillingen, som kunstnergruppen The Other Eye Of The Tiger står bag. Også selvom han slet ikke har set den endnu. Det ændrer ikke noget. Han har slået fast, at han ”ikke vil sætte sine ben på den udstilling”.
Udstiller selvmordsbombere
Billederne er af Omar Ismail Mostefai, en af gerningsmændene, der angreb spillestedet Bataclan. Af Mohamed Atta, en af flykaprerne, som styrtede American Airlines' flynummer 11 ind i World Trade Center. Og af brødrene Khalid og Ibrahim El Bakroui, selvmordsbomberne, der angreb Bruxelles lufthavn og metrostation i marts i år.
Terroristernes ansigter er printet på A4-papir og er skitser af de portrætter, som sammen med historiske personer som Rosa Luxemburg, Jeanne D'arc og Martin Luther King kommer til at være en del af 'Martyrmuseum', der får premiere 26. maj.
Formålet med udstillingen er ifølge The Other Eye of the Tiger at undersøge, hvorfor nogle mennesker går i døden for det, de tror på og hvilke motiver, der ligger bag martyrium.
”Jeg kan slet ikke forstå kritikken”
Og det er det, der har vakt kulturministerens vrede. For det kan man ikke bare gøre, mener Bertel Haarder. Putte selvmordsbombere i samme kategori som ”en bundhæderlig socialist som Rosa Luxemburg”.
Men det kan man altså godt, mener Christian Lollike, der udover at være dramatiker også er kunstnerisk leder af Teater Sort/Hvid.
Faktisk giver det rigtig god mening at gøre, synes han.
- Jeg kan slet ikke forstå kritikken. Bestræbelsen er helt reel: at undersøge, hvad en martyr er, og hvad det er, der gør, at man i nogle kulturer definerer martyr på én måde og i andre definerer det på en anden måde. Det, synes jeg, er et helt legitimt spørgsmål og udgangspunkt for en udstilling, siger han.
Fik kritik over teaterstykke om Breivik
Det er ikke første gang, at Christian Lollike har fået kritik for noget, han står bag. Det skete eksempelvis, da han i januar 2012 annoncerede, at han ville lave et teaterstykke om Anders Behring Breivik, et halvt år efter nordmanden dræbte 76 mennesker.
Eller da han i 2004 med teaterstykket 'Dom over skrig' beskæftigede sig med gruppevoldtægtsmænd – hvilket fik Dansk Folkeparti til at bede den daværende kulturminister Brian Mikkelsen om en forklaring på, hvorfor den type teater skulle have økonomisk støtte.
Arbejder med tabuer
Christian Lollike dyrker det kontroversielle. For ham er kunst nemlig mest interessant, når den får publikum til at se og mærke noget ubehageligt og måske endda føle forståelse og sympati med det.
- Det er der, hvor man kan blive bange for sig selv og blive i tvivl om sine egne værdier og sit eget perspektiv. Og det, synes jeg egentlig, er kunstens store opgave, siger han.
Det er derfor, han i sine teaterstykker ofte tager udgangspunkt i tabuer.
- Jeg synes altid, det er interessant at undersøge, hvorfor et tabu er et tabu. Tabuer kan jo også sagtens provokere mig selv og udfordre mig, og så er det der, jeg starter. For ellers synes jeg, at et værk løber åbne døre ind. Der skal være noget på spil.
Faktisk findes der ifølge dramatikeren slet ikke noget, som er for tabubelagt til at beskæftige sig med.
- Helt klart ikke. Jeg spidser ører, når ordet tabu bliver nævnt: for hvad fortæller det om vores samfund og vores værdier; hvad er det, man ikke må krænke, og hvorfor må man ikke det – og hvordan er den hellighed omkring det opstået? Det er sådan noget, jeg interesserer mig for, siger han.
Overrasket over kritikken
Da Christian Lollike og The Other Eye Of The Tiger gik i gang med arbejdet med 'Martyr Museum' havde de godt snakket om, at nogle måske ville mene, at udstillingen var for meget. For voldsom.
Alligevel er han overrasket over den massive kritik.
- Jeg havde ikke regnet med, at folk ville gå så meget amok over det. På ingen måde, siger han.
Den kritiske kunst er uønsket
Men da Bertel Haarder så kom på banen, og medierne begyndte at beskæftige sig med forestillingen, gav det alligevel mening for Christian Lollike.
Der er nemlig en tendens til, at den type kunst, som han laver – den kritiske, samfundsengagerende slags – er uønsket, mener han.
-Man vil have den væk til fordel for kunst, der handler om det smukke, om kærlighed og om det særligt danske, siger han.
Og det er ifølge Christian Lollike en stor udfordring:
- Det er skræmmende, at vi er der, hvor man fra politisk side ikke ønsker den kritiske eller samfundsengagerende kunst. For det bliver et fattigt og skærmet samfund, hvis kunst kun skal handle om at besynge det skønne og de evige værdier, siger han.
Derfor kunne Christian Lollike eller The Other Eye Of The Tiger heller aldrig drømme om at pille skitserne af Omar Ismail Mostefai, Mohamed Atta og Bakroui-brødrene ned.
De bliver hængende på Teater Sort/Hvid, ved siden af rundsaven og støvsugeren, mens kunstnergruppen arbejder på at få udstillingen klar til premieren.