De første byggesten til Det nye Museum for Danmarks Frihedskamp er lagt. I hvert fald på papiret.
Det skete, da den radikale kulturminister Marianne Jelved i dag kunne præsentere vinderen af arkitektkonkurrencen for det nye Frihedsmuseum.
Arkitektonisk bliver det nye museum en anelse anderledes end museet, der brændte for to år siden. Frihedsmuseet beskriver vinderprojektet som en overraskende og spændende løsning.
Udstillingsarealerne vil være under jorden, og der vil være adgang til museet via en ankomstbygning, der ligger på museets oprindelige plads ved Churchillparken i København.
Stor tilfredshed med vinderforslaget
Marianne Jelved har været formand for dommerkomiteen og har været med til at udpege vinderen af arkitektkonkurrencen. Og kulturministeren er godt tilfreds med planerne for museet.
- Frihedsmuseet har sin rod i den udstilling, der blev vist allerede i 1945, kort efter befrielsen. Det rummer den nationale samling om frihedskampen og er derfor et ganske særligt museum. Derfor glæder det mig, at vi med vinderforslaget får et museum, der skaber optimale rammer for formidlingen af frihedskampen. Samtidig med at bygningen arkitektonisk vil indgå respektfuldt med omgivelserne i Churchillparken, siger Marianne Jelved.
Også Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, er tilfreds med vinderforslaget, som, han mener, vil danne en god ramme om museets formidling af frihedskampen og den danske modstandsbevægelse.
- Det valgte forslag giver os forholdsvis store og frie rammer i en bygning, der også skal sikre udstillingen imod vandskader, brand og tyveri. Samtidigt fastholder vi placeringen i Churchillparken på et sted, hvor vi kan fastholde det fine besøgstal, det gamle museum havde, siger Per Kristian Madsen.
Ophedet debat om museets fremtid
Kort tid efter Frihedsmuseet brændte ned den den 28. april 2013, opstod der voldsom debat om museets fremtid.
Blandt andre Nationalmuseets ledelse ønskede at udvide museets fokus og vise en større del af den danske historie under Anden Verdenskrig og se bredere på besættelsestiden.
De nye tanker mødte dog stor kritik i andre lejre, hvor man mente, at museets skulle bevare sin oprindelige funktion og mindes frihedskæmperne og modstandsbevægelsen.
Og kritikerne blev hørt. Frihedsmuseet vil bevare sit hidtidige fokus og stadig formidle frihedskampen og fortælle historien om de, der kæmpede mod nazismen.
Sagen er endnu uopklaret
Politiet konkluderede at branden, der ramte Frihedsmuseet, var påsat. Det er dog ikke lykkedes at finde frem til gerningsmændene bag, og to år efter er sagen stadig uopklaret.
En anonym person udlovede endda en dusør på 100.000 kroner til den, der kunne hjælpe politiet med at opklare sagen. Personen var historisk interesseret og ville gerne have sagen opklaret.
Under branden lykkedes det at redde museets samlinger og arkiver, så intet led skade.
Vinderforslaget skal nu bearbejdes, og museet forventes at åbne i 2018. Vinderforslaget og de fire øvrige forslag vil være udstillet på Nationalmuseet fra den 6. maj til 16. august 2015.
Det nye Museum for Danmarks Frihedskamp 1940-45 er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter.