Nogle gange sætter et teaterstykke sig bare i kroppen.
Måske fordi du sad på kanten af sædet i to timer, skreg af grin eller blev klogere. Måske var det bare en fascinerende aften.
Sådan var det for værtstrioen Rasmus Botoft, Bodil Jørgensen og Nikolaj Stokholm, der styrer uddelingen af Årets Reumert i morgen under det store prisshow i Operaen.
De har i hvert fald alle tre haft nogle oplevelser i teatret, som gjorde et helt særligt indtryk - og dem kan du læse om herunder.
Rasmus Botoft:
- Mine forældre tog mig med rundt for at se en masse teater, så jeg tror, jeg besøgte samtlige københavnske teatre, inden jeg fyldte 14 år.
- Et af de bedste minder var en forestilling på Posthus Teateret om polarforskerne Roald Amundsen og Robert Scott, som jeg så, da jeg var en 10-12 år gammel. Hvad stykket hed, kan jeg ikke huske, men det gjorde et kæmpe indtryk, og jeg kan stadig fremkalde flere scener fra det, fordi det var så spændende. Jeg var fuldstændig betaget af den forestilling.
- Robert Scott ville for alt i verden nå Sydpolen først, men Roald Amundsen havde allerede været der, og på vejen tilbage får holdet koldbrand i fødderne. Det endte med, at de døde alle sammen.
- Oplevelsen sad i mig i mange år. Den havde en magi og en poesi i sig, så selv om man sad på et lille teater i København, så følte man, at man var med dem på Sydpolen. Det er jo suverænt, når teatret er i stand til det. Jeg husker det virkelig som om, at det sneede og var sygt koldt. Og koldbrand var min rædsel i mange år frem.
Nikolaj Stokholm:
- Jeg kan huske, jeg var inde at se ’Historien om alt’ på Nørrebro Teaters Frederiksbergscenen. Det var dengang, jeg var noget yngre og kun så standup som vejen frem.
- ’Historien om alt’ var en teaterforestilling, der havde sådan en Ole-Opfinder-ting i sin scenografi, og som virkelig formåede at fange folks opmærksomhed – også min.
- Jeg har optrådt, siden jeg var 17 år gammel - og levet af det, siden jeg var 19 år – så jeg har jo min værktøjskasse i standup. Jeg kan nemt se, hvad der er sjovt og hvad, der ikke er, og det er jo en god egenskab. Men den teateroplevelse gav mig et skub, for jeg kunne se, at man også kan fortælle noget sjovt med en skæg scenografi.
- Så jeg gik derfra som komiker mere end som standupper. Jeg var blevet nysgerrig på, at få folk til at grine på en anden måde end bare ved at stå bagved en mikrofon, som jeg var vant til.
https://www.youtube.com/watch?v=bxsziWc04WY
Bodil Jørgensen:
- Jeg tog med min familie ned til noget, der hedder Jels Vikingspil, da jeg var barn. Nogle af mine onkler var med i spillet – de drak øl af store vikingekrus og spillede mens solen gik ned. De var med i den fantastiske historie om Roar og Helge, og hvem der ellers drog ud og tog en prinsesse med hjem.
- Det var utroligt smukt, for det foregik ved søen, og spillerne kom sejlende i store vikingeskibe. Vi havde taget mad med og sad og spiste sammen, og så gik man ind i nogle store telte, hvor vi så stykket. Det var ret fantastisk.
- For mig var det en slags multioplevelse, fordi min familie var med. Ind imellem kunne jeg ikke genkende dem, fordi de havde store skæg på.
- Det var lige så sjovt, som når ens far var julemand, og man som barn tænker: Er det, eller er det ikke ham? Det er jo det, som teatret kan, og det er vanvittigt rørende, når der sidder 600 mennesker og ser et stykke, men som føler sig hensat til en helt anden tid.