Olafur-effekten: Aros puster Louisiana i nakken

Louisiana er stadig landets mest besøgte museum, men Aros haler voldsomt ind.

Olafur Eliassons 'Your rainbow panorama' får stadig flere til at besøge Aros. (Foto: © Foto: Ole Hein Pedersen/PR-foto)

Der er grund til at juble på kunstmuseet Aros i Aarhus. Museet tiltrækker gæster som aldrig før og er nu i næsten ligeværdig kamp med Louisiana om at blive Danmarks mest besøgte museum.

Det fremgår af besøgstallene for de danske statsanerkendte museer, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

Louisiana ligger stadig i top med 593.000 besøgende i 2012, men Aros kunne samme år tælle 551.000 besøgende. Dermed er der kun en forskel på 42.000 besøgende.

Stort tal i forhold til Aarhus' størrelse

De højere besøgstal glæder Bjarne Bækgaard, der er kommunikationschef for Aros.

- Museet ligger i en by, hvor der kun bor 300.000 mennesker. Så et besøgstal på over en halv million er altså rigtig meget.

Aros fortsætter dermed sin fremgang, som var særdeles voldsom i sidste års besøgsstatistik.

Fordoblede antallet i 2011

Her mere end fordoblede Aarhus-museet antallet af gæster. I år er det dog kun blevet til en fremgang 28.000 gæster. Derimod faldt antallet af besøgende på Louisiana med 36.000.

Bjarne Bækgaard mener, at stigningerne har flere årsager. For det første er interessen for Olafur Eliassons 'Your rainbow panorama' stadig stor, og særligt udenlandske turister har nu også fået øjnene op for den.

Derudover er Aros i gang med udstillingsserien Aros Classic, der tager udgangspunkt i forskellige afgørende perioder fra kunsthistorien.

Aros forventer også højt tal i år

Selv om Olafur Eliassons publikumsmagnet på toppen af Aros åbnede i foråret 2011, så ser det umiddelbart ikke ud til, at besøgstallene falder i 2013.

- Vi stræber efter at opretholde niveauet, men man ved jo aldrig. I år har vi budgetteret med et rekordhøjt antal besøgende, og månedstallene lægger op til, at det bliver højere.

I alt 13,3 millioner besøgende på museerne

Både Nationalmuseets Prinsens Palæ og Statens Museum for Kunst i København har også fået flere besøgende og placerer sig som henholdsvis det tredje og fjerde mest besøgte museum.

Tallene viser, at de statsanerkendte museer i alt havde 13,3 millioner besøgende i 2012, hvilket er en lille fremgang på 63.000 i forhold til 2011.