Læsernes favorit-roman: Erling Jepsen vinder DR Romanprisen

Seks nominerede bøger. 50 læsekredses debatter over seks måneder. Og en enig jury: Erling Jepsens 'Den sønderjyske farm' vinder prisen foran blandt andet Hassan Preisler.

Vinderen af årets DR Romanpris: Erling Jepsen for romanen 'Den sønderjyske farm'. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)

En begejstret jury af fire udvalgte læsere fra DR Romanklubben har valgt 'Den sønderjyske farm' som vinder af årets DR Romanpris, og Erling Jepsen kan dermed tilføje læsernes begejstring til anmeldernes.

Erling Jepsen modtog lørdag DR Romanprisen 2014 for romanen 'Den sønderjyske farm'. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, Type 1)

Prisen er kulminationen på et seks måneder langt forløb, hvor seks nominerede bøger er blevet diskuteret og debatteret på 50 biblioteker landet over i seks måneder, tre blev stemt videre af bibliotekernes læsekredse - altså læserne, og nu har juryen fundet vinderen.

En roman, der gør indtryk

I ´Den sønderjyske farm' er omdrejningspunktet endnu engang Gram og den dysfunktionelle familie, man også møder i hans tidligere romaner 'Kunsten at græde i kor' og 'Med venlig deltagelse'.

Juryen begrunder valget af vinderen med blandt andet evnen til at berøre læseren:

- Den går ind under huden på en, synes jeg. Den griber fat. Den gør noget ved mig i det øjeblik, jeg læser den. Jeg bliver meget påvirket af den og synes egentlig, at det er et meget stærkt tidsbillede, siger Lis Brændgaard, 67-årig pensioneret lærer fra Stokkemarke.

Johanne Diemer, 35-årig organist fra Middelfart og også med i juryen, supplerer:

- Jeg synes, det var en fantastisk oplevelse at læse den. Det var særdeles kompliceret, det der stod, og samtidig var den nem at læse. Det var en fin blanding, synes jeg.

Sidste års vinder overrakte prisen

Erling Jepsen fik prisen lørdag i en live-udsendelse på P1 fra Odense Centralbibliotek.

Foran et publikum bestående af medlemmer af DR's Læseklubber overrakte sidste års vinder, Kim Leine, prisen til Jepsen.

Erling Jepsen modtog lørdag DR Romanprisen 2014 for romanen 'Den sønderjyske farm'. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)

Det var faktisk et opgør med et af de største forfatter-ikoner, Karen Blixen, som startede Erling Jepsens 'Den sønderjyske farm'.

Det fortæller han i videoen, som du kan se øverst i artiklen.

- Der er sådan en dejlig provokation i det der med at lege med en begyndelse, der er så ikonisk, fortæller Jepsen i videoen herover, med henvisning til første sætning i Blixens 'Den afrikanske farm'.

Forfatterens yndlingssætning i 'Den sønderjyske farm' er netop den første i bogen: 'Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke'.

Vasen

Erling Jepsen modtog lørdag DR Romanprisen 2014 for romanen 'Den sønderjyske farm'. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen)

At det lige var Blixen, opgøret skulle stå med, har måske noget at gøre med en vase. Karen Blixens vase - som Erling Jepsen arvede, fortæller han i klippet herunder.

https://www.youtube.com/watch?v=vdZRPTZHzdc

I alt har DR Læseklubberne lidt over 90.000 medlemmer. Prisen har eksisteret siden 1999.

https://www.youtube.com/watch?v=smS9ed3bPx4