Kirsten Myers: Vil ikke søde ondskaben med et sukkerlag af humor

Bittert smagende ondskab gennemsyrer romanen 'Sommerbarn', som ikke viser læseren nåde. Den Romanpris-nominerede forfatter bag, Kirsten Myers, undgår helt bevidst forsonende humor i sin debut.

Anne vokser op i et dagligt mareridt af vold og svigt - usentimentalt og nådesløst beskrevet af Kirsten Myers.

- Jeg gik hele vejen ned i kælderen for at se, hvad der var dernede, og så ingen grund til at drysse sukker over det, jeg fandt.

Sådan skriver Kirsten Myers på Litteratursiden.dk, hvor læsere netop nu debatterer hendes debutroman 'Sommerbarn' og den meget barske handling.

Romanen er en fortælling om otte-årige Anne, som vokser op på en proprietærgård i 1960'erne.

Hverdagen er et mareridt af druk, vold og omsorgssvigt. Et mareridt, der blot bliver dybere, mørkere og mere kvalmende, som historien skrider frem.

Bittert smagende ondskab. Fra 'Sommerbarn'. (Foto: © Rikke Caroline Carlsen, DR)

Humor er et sukkerlag

Læsere på Litteratursiden.dk debatterer, at "der ikke bliver ødslet med humor eller feelgood-stemninger" i bogen.

Men det er netop meningen, fortæller Kirsten Myers:

- Humor er som sukker i maden. For meget af det er hverken sundt eller velsmagende. Mon forsonende humor og feelgood-stemning ville gøre 'Sommerbarn' lettere at læse? Måske, men måske er det ikke meningen, at den skal være let at læse, forklarer Myers.

Tro mod historien

En anden Romanpris-nomineret forfatter, Erling Jepsen, beskriver i 'Den sønderjyske farm' hovedpersonen Allans traumatiserende barndom. Han vokser op i en familie med incest og fortielser. Hos Jepsen forløser humor alvorens gru.

Men ikke alle historier skal bløde op, forsone og lette stemningen, fortæller Kirsten Myers i radioprogrammet DR Romanprisen på P1:

- Måske er det behageligt for læseren at have den forløsende latter, hvor det hele egentlig ikke er så slemt, som det faktisk er. Men det kan jeg som skribent ikke tage mig af. Jeg synes, at jeg var nødt til at gøre, hvad der passede til historien, og hvad historien ville, fortæller Myers.

Bare heldig skribent

'Sommerbarn' har begejstret både anmeldere og læsere. I Politiken skrev anmelder Lilian Munk Røsing, at "Kirsten Myers debuterer som fuldbåren forfatter, og man kan kun undre sig over, at vi ikke har nydt godt af hendes prosa før."

Men Kirsten Myers ser ikke sig selv som forfatter og planlægger heller ikke en fortsættelse:

- Én bog gør ingen forfatter. Alle har én bog i sig. Kunsten kommer i at lave nummer to eller tre. Så jeg vil ikke kalde mig forfatter, men bare heldig skribent. Jeg ville da forfærdelig gerne stå ved kysten i en sort kappe og se dramatisk ud og være forfatter, men jeg ved ikke, om jeg evner det.