Bibliotekerne har stemt, juryen har voteret - og nu er det endelig afgjort:
Iben Mondrup modtager DR Romanprisen 2015 for sin roman 'Godhavn'.
Den sidste weekend i maj trådte juryen sammen i DR Byen for at finde en vinder blandt de tre finalister, som bibliotekerne havde stemt videre.
De tre var Peter Høegs 'Effekten af Susan', Jens Vilstrups 'Opland' og Iben Mondrups 'Godhavn.
Og det blev altså Mondrup, der løb med juryens hjerte. Alle fem stemte på hende som vinder.
Et år med hver sin fortæller
Lørdag den 6. juni modtog Iben Mondrup i en direkte radioudsendelse på P1 DR Romanprisen, der lyder på 25.000 kroner.
'Godhavn' foregår på Grønlands vestkyst, hvor tre søskende med danske forældre skal forsøge at tilpasse sig livet i den lille fangerby.
Men udfordringerne er mange, når de fx kommer i rene danske klasser og de jævnligt må tage afsked med venner, som flytter tilbage til Danmark.
Et år gentager sig med hvert af de tre børn som fortæller, og vi oplever, hvordan de samme situationer opfattes af de tre børn i forskellige aldre og – ikke mindst – med meget forskellige personligheder.
En bog der rammer barndommens stemme
Juryen, der traf den endelige beslutning, bestod af fem helt almindelige læsere, hvoraf to havde været med i en romanlæsekreds på deres lokale bibliotek.
Og de fem var især begejstret for den måde, Iben Mondrup kan gå i børnehøjde i sin fortælling.
- Der bliver ikke taget nogen som helst form for voksen-briller på på noget som helst tidspunkt i den her rejse fra Bjørk op igennem Knut og så til sidst Hilde. Det er meget tro mod det billede, den måde det bliver fortalt på, lød begrundelsen fra Peter Diemer fra Middelfart.