Politiet har rejst tiltale mod otte personer og Aller Media i Se og Hør-sagen.
Det gælder blandt andre de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen fra Se og Hør.
Også den tidligere udgiverdirektør Per Ingdal er blevet tiltalt, ligesom den tidligere journalist Kasper Kopping og såkaldte tys tys-kilde.
- Det startede som en kæmpe skandale for to år siden, hvor der blev skrevet en bog, og så rullede sagen dag for dag, siger DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.
Det var den tidligere journalist på Se og Hør, Ken B. Rasmussen, der startede sagen, da han beskrev de mistænkelige metoder i en roman.
Senere bekræftede flere kilder i medierne, at metoder med brug af hemmelige kreditkortinformationer blev brugt på Se og Hør til at finde frem til kendte.
Nogle sigtede undgår tiltale
På den baggrund gik politiet ind i sagen og kan i dag, her to år efter, rejse tiltale i sagen.
- Mange af de personer, der har været sigtet i den her sag, har beklaget, at det har taget så lang tid, siger Trine Maria Ilsøe.
- Politiet siger selv, at en af grundene til, at det har taget så lang tid, er, at det tog tid, før de overhovedet kunne få adgang til mange af de her oplysninger i sagen, siger hun.
Aller Media har blandt andet forsøgt at forhindre politiets adgang til at gennemse beslaglagt materiale fra firmaet af hensyn til den journalistiske kildebeskyttelse. Det forsøg blev dog underkendt i Højesteret sidste år.
- Nu er man nået et sted i den her sag, hvor man kan trække en streg i sandet, hvor anklagemyndigheden har gjort boet op, siger DR's retskorrespondent.
- Nogle af personerne bliver nu tiltalt, men rent faktisk var der endnu flere personer, som har været sigtet i den her sag, og de går fri nu, siger hun.
Her henviser hun til, at Københavns Vestegns Politi i efteråret 2015 havde sigtet hele 12 personer og Aller Media i sagen.
Kamp i retten
Sagen mod de otte tiltalte og Aller Media starter den 9. september ved Retten i Glostrup, hvor den kører over 20 dage, inden dommeren finder ud af, om de tiltalte er skyldige eller ej.
- Det er ligesom enhver anden straffesag. Der skal de ind og forklare sig. Der vil være anklagemyndighedens påstand, og der vil være forsvarernes påstand. Når vi når til november måned, vil vi have en afgørelse på, om de her personer har gjort noget ulovligt eller ej, siger Trine Maria Ilsøe.
Hun fortæller, at mange af de tiltalte erkender de faktiske forhold i sagen, men nægter sig skyldige i at have begået noget ulovligt.
Det kan føre til uoverensstemmelser i retten.
- Der kommer til at være et misforhold mellem nogle af de tiltalte i forhold til, hvem det egentlig er, der havde skylden for de oplysninger, som tilflød Se og Hør, siger hun.