I denne uge udsender Iben Nagel Rasmussen biografien ‘Hvid som Jasmin’, der handler om først at stå i skyggen af en landskendt far - digteren Halfdan Rasmussen - og dernæst af den syngende steppeulv, Eik Skaløe.
I næste uge kommer Ole Christian Madsens spillefilm ’Steppeulven’ om kærlighedsforholdet mellem Eik Skaløe og Iben Nagel Rasmussen, men også om 1960’ernes ungdomsoprør og Steppeulvene som bandet, der mere end nogen andre formulerede de unges generationsfølelse.
Tilbage i 1993 udgav Iben Nagel Rasmussen ‘Breve til en veninde’, der blev genudgivet i 2011. I 2012 kom Jan Poulsens biografi om Eik Skaløe: ‘Spejder og steppeulv’. Og i 2013 udsendte søsteren Iben Lassesen ‘Breve fra vejen af rågummisåler’.
Der er kort sagt gang i historieskrivningen om de navnkundige Steppeulve.
Ungdomsoprørernes eftermæle
‘Popsangen er i dag, hvad romanen var for 20 år siden’, skrev Ekstra Bladets anmelder Carsten Grolin, da Steppeulvenes banebrydende, dansksprogede flowerpower-album ’Hip’ udkom i 1967. Og Grolin fik ret: I dag er pop, beat og rock en del af kulturarven.
Efterhånden som de store generationer fra krigens tid går på pension, bliver de tidligere ungdomsoprørere mere og mere opmærksomme på deres eftermæle.
Nu er turen så kommet til Eik Skaløe og Steppeulvene.
Kampen om Eik
Iben Nagel Rasmussen skildrer Eik Skaløe i lyset af hendes egen kamp for at finde en stemme i tilværelsen. Før hun finder sig selv som skuespiller i Odin Teatret, må hun først gøre sig fri af den kulturradikale digter-far med de landskendte tosserier og dernæst af den udflippede, rejselystne rocksanger Eik Skaløe. Iben Lassesens udvalg af breve understreger ungdomsoprørerens familiefølelse hele vejen igennem et udsvævende liv, der ender med selvmord på vej til Nepal.
Ole Christian Madsen viser i sin film Eik Skaløes udvikling fra ung politisk søgende aktivist til en jaget sjæl, på jagt efter en indre sandhed. Der udfolder sig altså en kamp om hvem, Eik Skaløe var. Og hver især fortæller historien om den Eik, de foretrækker.
Den eneste, der holder sig udenfor dysten er Jan Poulsen, der bare fortæller historien om Eik Skaløe.
Hippier vil slette ubehagelig historie
Der er ikke noget nyt i denne kamp om ungdomsoprørernes identitet. Da Peter Øvig Knudsen for et par år siden udgav første bind af sit værk ’Hippie’, var alle glade. Det var nemlig den glade historie om, hvordan nogle ungdommelige aktivister skabte den i dag legendariske Thy lejr.
Men da Øvig udsendte andet bind af Hippie var fanden løs i Laksegade. Her skildrede han nemlig omkostningerne ved stofmisbrug og den anti-folkelige aktion mod kirken i Hjardemål. Og det brød billedhuggeren Bjørn Nørgaard sig ikke om. Han frabad sig direkte Øvigs historieskrivning.
Der er selvfølgelig en historisk ironi i, at netop de, der indledte karrieren med at gøre oprør mod alt og alle, ender med at bekæmpe, at andre skriver kritisk om dem. Men vi kan lige så godt vænne os til, at hippierne bliver den generation, der bruger deres sidste kræfter på at slette de ubehagelige historier om dem selv.