Komiker dropper provokerende jokes til kronprinsparrets show: 'Den slags går bare ikke her'

Mahamad Habane har frasorteret de provokerende vittigheder, når han skal optræde foran kronprinsparret.

(Foto: © Tobias Nicolai, DR)

På nettet kan man finde et videoklip, hvor komiker Mahamad Habane fortæller en historie, der har sikret ham mange grin fra publikum.

Nemlig historien om, at man faktisk selv skal møde op i fængslet på et særligt tidspunkt, hvis man skal afsone en dom herhjemme.

- Jeg har kørt en ven i fængsel. Jeg kan huske, at det var ham selv, der spurgte om det helt casual midt i en samtale: 'Kan du lige køre mig i fængsel?', lyder det fra en lettere overrasket Mahamad Habane i klippet.

Det er bare én af de fortællinger, der går rent ind hos hans trofaste publikum.

Men når han lørdag aften optræder til Kronprinsparrets Priser foran det kongelige par og de indbudte gæster i Odeon i Odense, bliver det ikke med dén slags vittigheder.

- Nu hvor det er kronprinsparret og mennesker, der måske ikke er vant til at se comedy, bliver man nødt til at lave nogle andre jokes. Nogle, der er mere spiselige, ikke for politiske og som ikke går over grænsen. Men de skal jo stadig have kant, siger han.

Ikke for meget, men heller ikke for lidt? Det lyder som en udfordrende balancegang – men Mahamad Habane er ikke nervøs, selvom han kalder showet for sin 'største optræden på tv'.

- Det kan godt være, at det ligner, at jeg improviserer, men det gør jeg ikke. Det hele er forberedt. Så jeg er heller ikke nervøs for, at det ikke fungerer, siger komikeren.

Mahamad Habane er opvokset i Aarhus, hvor han stadig bor og optræder med jævne mellemrum. (Foto: © Tobias Nicolai, DR)

Til gengæld er der én ting, han holder sig helt fra. Nemlig at henvende sig til kronprinsparret, sådan som han ellers gør med publikum ude på standup-klubberne.

- Der bliver ikke noget a la: 'Hej, hvad hedder du dernede? Betina? Så er du sikkert luder'. Den slags går bare ikke her. Det hører hjemme i en klub i en mørk kælder med en masse unge mennesker, siger Mahamad Habane.

'Måske er de mere vant til at se Cirkusrevyen'

Alligevel glæder han sig 'helt vildt' til at optræde ved showet. Ikke kun for kronprinsparret, men faktisk også for de seere, der tænder for DR1. Mange af seerne er nemlig ret sikkert ikke nogen, der har set ham optræde før.

- Måske er de mere vant til at se Cirkusrevyen, så det er et helt nyt segment for mig, siger komikeren.

Der er ellers mange danskere, der kender Mahamad Habane efterhånden.

Siden han begyndte som komiker for fire år siden, har han optrådt på alle mulige scener. Han har blandt andet fået kollegerne til at grine ved Zulu Comedy Galla, og han har hyppigt skabt latter på de små klubber rundt om i landet – særligt i hjembyen Aarhus.

Men intet har været lige så stort som at optræde for kronprinsparret.

- Jeg synes, jeg har været forbi mange af de scener, som jeg har drømt om at optræde på. Engang drømte jeg om Comedy Zoo, men der har jeg jo været mange gange nu, og jeg drømmer faktisk ikke rigtig om Royal Arena eller sådan nogle steder, siger han.

- Det er altid sjovt at optræde for folk, der normalt ikke ser comedy, siger Mahamad Habane, der både er vant til de store scener og de små klubber. (Foto: © Tobias Nicolai, DR)

For meget fokus på hudfarve

I stedet for at jagte de store scener vil Mahamad Habane hellere bruge sit krudt på at skabe et nyt og større show, som han kan turnere landet rundt med.

Og ligesom med hans første show, 'Man in black', vil mange af vittighederne kredse om, hvordan det er at være sort i Danmark.

Eller rettere; egentlig taler han jo bare om de ting, han oplever, pointerer komikeren – for ja, han er tilfældigvis sort.

- Jeg synes godt, at jeg nogle gange kan få most det lidt ned i halsen. Selv når jeg ikke føler, at jeg taler om at være sort, er det alligevel det, folk hæfter sig ved. Også når jeg taler om at score damer og sådan. Men jeg ser det jo bare gennem mine sorte øjne.

Og hvis man ser på den indledende joke om at køre en kammerat i fængsel, handler den jo bare om fængsler og ikke om at være sort, påpeger han:

- Hvis en hvid komiker havde sagt det samme, havde det jo stadig været sjovt, for præmissen om, at man skal køre sig selv i fængsel er bare idiotisk, siger han.

Men fair nok, for det er jo sikkert bare fordi, at der ikke findes mange andre med Mahamad Habanes hudfarve på den danske standupscene lige nu, erkender han.

Og måske er det også derfor, at han indimellem bliver forvekslet med sin komikerkollega og gode ven, Melvin Kakooza. Mange har nemlig svært ved at kende forskel på de to, og det kan faktisk resultere i nogle ret komiske oplevelser, fortæller Mahamad Habane.

- Der var engang en student, der kom hen til mig og sagde: 'Hej Melvin, vil du skrive i min hue?' Og det ville jeg jo gerne, men så skrev jeg: 'Jeg er ikke Melvin'. Så blev hun helt akavet. Men nu står det altså i hendes hue, siger han og griner.

- Hvis jeg laver et godt show, og folk kan lide det, så tror jeg, at sådan en optræden kan sende mig virkelig godt afsted, siger Mahamad Habane, der håber at få hul igennem til en ny målgruppe. (Foto: © Tobias Nicolai, DR)

'En fuldstændig skør og vild mulighed'

Men mon ikke der kommer færre af den slags misforståelser fremover, nu hvor Mahamad Habane snart kan skrive komikleverandør til det danske hof på sit cv.

Der er nemlig ikke ret mange komikere, der har fået lov til at optræde for medlemmer af kongefamilien, siger han stolt. Faktisk er det 'hans vigtigste show nogensinde'.

- Jeg er så sindssygt glad for at få sådan en fuldstændig skør og vild mulighed at optræde for dem. Det er jo de færreste komikere – lige meget hvor dygtige de end er – der får mulighed for det.

Du kan se Kronprinsparrets Priser på DR1 lørdag aften klokken 21.

Kronprinsparrets Priser 2019

  • Sendes på DR1 lørdag den 2. november klokken 21-22.30.

  • Stéphanie Surrugue og Kåre Quist er værter.

  • Showet får musikalsk besøg af blandt andre Alphabeat, Hjalmer og Claus Hempler, ligesom også prismodtageren Jada vil optræde ved showet.

  • I alt fire priser skal uddeles på aftenen: Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Sociale Pris, Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris. Med de to hovedpriser følger 500.000 kroner, mens der følger 100.000 kroner med de to Stjernedryspriser.