Komiker beklager foto med blodig, halshugget Trump: Jeg gik for langt

Den amerikanske komiker og skuespiller Kathy Griffin undskylder efter at have ladet sig fotografere i et makabert anti-Trump-billede.

Kathy Griffin har været et kendt ansigt i USA siden begyndelsen af 1990'erne og er kendt som både skuespiller, komiker og tv-vært. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Hun er kendt for at være rap i replikken og har aldrig været bange for at udtale sig kontroversielt om emner som religion, seksualitet og politik - og særligt republikanske politikere har utallige gange stået i skudlinjen for hendes jokes.

Men nu er den amerikanske komiker og skuespiller Kathy Griffin, der blandt andet har vundet to Emmy-priser for sit realityprogram 'Kathy Griffin: My Life on the D-List', alligevel gået for langt, erkender hun selv.

Tirsdag offentliggjorde fotografen Tyler Shields nemlig et billede af den 56-årige komiker på Twitter, hvor hun poserer med et blodigt, afskåret hoved, der ligner den amerikanske præsident Donald Trump, skriver blandt andet Washington Post.

https://twitter.com/TMZ/status/869784267198431233

Billedet mødte lynhurtigt masser af kritik på de sociale medier.

- Modbydeligt, men ikke overraskende. Dette er venstrefløjen i dag. De anser dette som værende acceptabelt. Forestil dig hvis en konservativ gjorde dette mod Obama, da han var præsident, skriver Donald Trumps søn, Donald Trump Junior, på Twitter, mens også datteren af den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton, Chelsea Clinton, kritiserer billedet.

- Dette er afskyeligt og forkert. Det er aldrig sjovt at joke med at dræbe en præsident, skriver hun.

https://twitter.com/ChelseaClinton/status/869660019016466432

Natten til onsdag dansk tid delte Kathy Griffin så en video på Instagram, hvori hun undskylder for billedet.

- Jeg er en komiker. Jeg går over grænsen. Jeg flytter grænserne, og så går jeg over dem. Jeg gik alt for langt. Billedet er for ubehageligt. Jeg forstår godt, hvorfor det støder folk. Det var ikke sjovt. Jeg har forstået det, siger hun i videoen, hvor hun videre beder om tilgivelse og fortæller, at hun vil fjerne billedet.

Undskyldningen kommer som lidt af en kovending fra komikeren, der under fotograferingen af det omdiskuterede billede ellers jokede med, hvordan hun og fotografen ville blive nødt til at flytte til Mexico, når billedet blev offentliggjort.

Kan miste værtstjans på CNN

Kathy Griffin har gennem en årrække været medvært på CNNs nytårsshow, og tv-stationen har derfor også set sig nødsaget til at kommentere på billedet efter opfordringer til, at hun skal fyres fra sin værtstjans.

- Vi finder det modbydeligt og stødende. Vi er glade for at, at hun har undskyldt og bedt om at få billederne fjernet igen. Vi er i gang med evaluere vores nytårsaften-dækning og har på nuværende tidspunkt ikke truffet nogle beslutninger, lyder det i en udtalelse fra CNN.

Donald Trump selv har i skrivende stund endnu ikke kommenteret på billedet.