Musik kan lyde trist og musik kan lyde glad, men kan den forestille noget?
Nogen mener, at musik ikke kan forestille noget-som-helst, men hvis en tværfløjte spiller en trille, vender vi os straks for at se, om der skulle være kommet en fugl ind i rummet. For den lyder fuldstændig som en fugl, der kvidrer.
Vivaldi har lavet en blokfløjtekoncert, der hedder 'Il Cardellino' ('Stillidsen'), hvor han nærmest hele tiden får fløjten til at kvidre og lave triller, så man føler sig hensat til en solbeskinnet lund i Toscana. I 'De Fire Årstider' får den på alle knapper, hvor Vivaldi ikke alene får fugle til at kvidre, men også frembringer hestetrampen, hundeglam, svedeture og kuldegrader alene ved hjælp af violiner og de andre strygere.
Han gør det så livagtigt, at vi ikke er i tvivl. Og det er så elegant gjort, at man nemt kan komme til at smile, fordi filuren Vivaldi hér taler direkte til os.
Programmusik: Musikalske malerier
Når musikken forestiller noget, kaldes det programmusik, og visse komponister føler sig højt hævet over at frembringe den slags, fordi de mener man derved besmudser de fornemme toner: musik er for dem en ren kunstform, som er hævet over virkeligheden. Men vi er mange der er glade for, at andre har været totalt ligeglade og stillet lærreder op på staffeliet og brugt alle orkesterfarverne til at male landskaber, floder, bjerge, regnvejr, bølgende hav og sommersol ved hjælp af toner. Og det er et rigtig godt sted at starte, hvis man vil på tur ind i den klassiske musiks eventyrrige. Vi kan stå på toppen af et norsk fjeld og se solopgang sammen med Grieg i hans 'Morgenstemning' fra 'Peer Gynt'. Det er vitterligt som at være der selv, og det er både livgivende og hjertestyrkende.
Grieg kendte oplevelsen så godt, fordi han så tit søgte tilflugt og inspiration på lange ture i fjeldet.
På skovtur med Beethoven
Den knarvorne Beethoven folder sig ud som hyggeonkel i sin 'Symfoni nr. 6' med tilnavnet 'Pastorale', hvor han tager os med i skoven, hvor gøgen kukker, og hvor bækken klukker, og hvor tordenvejret buldrer, og hvor solen med et smil kommer frem bagefter.
Det er værd at vide, at Beethoven selv var inkarneret skovvandrer, som med hænderne på ryggen, småfløjtende gik af sted med sin notesbog i lommen. Vil man på flodtur med piblende kilder og truende dønninger, er 'Smetanas Moldau' det helt rigtige. Det hører til blandt de mest populær klassiske stykker overhovedet. Luk øjnene, og glid afsted, mærk vandets friskhed og den rivende strøm, det bobler og bruser, og vi bliver ført forbi slotte og skove, til bryllup på landet og gennem Prag.
Filmkomponister ser Wagner over skulderen
Overalt i musikkens verden er der stykker og steder, der forestiller noget, hvor komponisten fremkalder billeder med toner. I Wagners 'Valkyrieridt' galopperer det af sted i hoppende rytmer, så man må gribe efter hestetømmerne.
I Debussys klaverstykke 'Den Sunkne Katedral' bringer klaverets dybe, rungende toner os ned på bunden af havet, og de bløde akkorder på toppen gengiver det diffuse lys, der strømmer ned ovenfra. Det er også som at være selv. Musik har slet ikke noget imod at forestille noget, hvad vi udmærket er klar over, når vi sidder i biografen, og den store symfoniorkesterlyd understøtter stormvejr, slagscener, fredelige landskaber, kærlighed eller en båd på vandet.
Og alle de moderne filmkomponister ved præcis, hvordan den skal skæres, for de har nemlig nøje studeret Debussy, Wagner eller Rachmaninov, som sammen med deres klassiske kolleger har gjort hele udviklingsarbejdet.