PLAYLISTE
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54e0b81fa11f9f109046dc47
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54e0b81fa11f9f109046dc48
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54e0b81fa11f9f109046dc46
Er det kirkemusik eller et drama? Verdis Requiem kan være begge dele. Og på Ugens Album er det måske endnu mere end det. På denne fabelagtigt flotte indspilning med dirigenten Mariss Jansons er Requiet også et symfonisk værk, et stykke musikalsk arkitektur, der i et spænd fra himmel til helvede har alle detaljerne på rette sted.
Ingen teatertorden
Hvis man skulle gå rundt med dårlige oplevelser af Verdis Requiem, skrålet snarere end sunget, så får Mariss Jansons ryddet det af vejen. Han står for ren, afbalanceret kunst, hvor udtrykkene bliver anvendt med største omhu og meningsfuldhed. Her er ingen teatertorden, for Jansons har aldrig været operadirigent, og faktisk er det første gang den 71-årige dirigent har indspillet musik af Verdi. Hvor godt at det skete! Sjældent har Requiet lydt så fokuseret, så velformet, så velklingende.
Et Rolls Royce orkester
Indspilningen stammer fra liveopførelser i Münchens Filharmoni i 2013, året, hvor man fejrede Verdis 200 års fødselsdag. Kvaliteten er skyhøj. Den Bayerske Radio i München råder over et af verdens bedste symfoniorkestre, helt præcist verdens 6. bedste ifølge en international jury i bladet The Gramophone. "Orkestret er ikke bare brilliant - det har simpelthen ingen svage sider", siger chefdirigent Mariss Jansons. "Som radioorkester er de vant til, at alt bliver optaget og derfor skal være teknisk perfekt. For mig som dirigent er det som at køre en Rolls Royce."
Tvivlen er sikker
De fire østeuropæiske solister er ikke de kendteste stjerner, men måske netop derfor uden forstyrrende nykker, og deres slaviske intensitet matcher flot det store, bayerske radiokor, der også tilhører de bedste i verden. Intensiteten holder sig gennem halvanden time til sidste øjeblik, hvor sopranen messer: "Frels mig, Herre, fra den evige død". Sådan er moralen i denne storslåede musik: Verdi var ikke troende og havde ingen rede svar på livets mening. Den tvivl holder Mariss Jansons i en sikker hånd.