Forestil dig, at du er komponist og gerne vil skrive et stykke mørkt musik. Måske du så forsøger dig med en mol-toneart. Og dybe instrumenter. Et langsomt tempo. Meget kraftig lydstyrke – eller meget svag lydstyrke.
Er den så hjemme? Nej. Musikalske oplevelser er ikke noget, man kan trække i en automat. De foreslåede elementer her kan uden problemer også blandes sammen til musik, der er både positiv og livskraftig.
Hvad så med at give musikken en dyster tekst, f.eks. noget om død og ødelæggelse? Eller sorg, krig og angst? Heller ikke det giver garanti for mørk musik, for budskabet kan jo også udlægges nøgternt, sarkastisk eller med kølig distance. Og ingen siger jo, at en komponist skal nøjes med én vinkel på emnet?
Alt kan jo ses fra to sider – mindst. Musik, der handler om tab, rummer ofte et stærkt udsagn om livet. Og et Requiem, altså en dødsmesse, viser også tit vejen ud mod lyset.
Vil man have 100% mørke, må man købe det i en sort spand hos farvehandleren. Mørke er sjældent helt mørkt, når det drejer sig om kunst. Men lad os kigge nærmere på nogle komponister, der i mange af deres værker undersøger mørke sider af tilværelsen. For nemheds skyld er de inddelt i fire grupper.
De neurotiske
I Gustav Mahlers musik er der selv på solskinsdage en luge åben til sindets kælder. Derfor er hans musik så dragende og voldsom. Mahlers overjeg stræber mod de højeste idealer i en ekstatisk rus.
Han vil mødes med Vorherre og redde menneskeheden. Kort efter kan han være nede på jorden igen, måske som vandringsmand i naturen eller som hengiven elsker af sin kvinde. Og med et fingerknips kan han overgive sig totalt til angsten i sit underjeg og stirre lukt ned i Helvede.
Mørket i hans symfonier er så knusende stærkt, fordi det høres side om side med kærlighed og drømme.
En af Mahlers arvtagere var Dmitrij Sjostakovitj, der også var meget nervøst anlagt. Han fik permanente skader på sjælen af at leve under det sovjetiske styre. Trusler og ydmygelser blev han udsat for, mens venner og kolleger omkring ham blev fængslet eller skudt.
Sjostakovitj kunne ikke udtrykke sig frit i sin musik. Det tillod sovjetstyret ikke, for i Sovjetunionen skulle kunsten være opbyggelig. Sjostakovitj pakkede derfor angsten og neuroserne ind i ironisk falskhed eller formulerede det i kodesprog.
I sine sidste værker, f.eks. Symfoni nr. 14 og 15, taler han ud om døden, men stadig i et tonesprog fyldt med sarkasme og kryptiske gåder, der tilsyneladende var hans værn mod kollaps.
De uhyggelige
Den ungarske komponist Béla Bartók gravede i underbevidstheden, så den kunne få sin egen stemme. Et af hans specialer blev en særlig slags ”nattemusik”. Langsomme satser, hvor man befinder sig i et tomt, mørkt rum. Uhyggeligt, fordi man har på fornemmelsen, at man alligevel ikke er helt alene. Hør f.eks. 2. sats af hans Klaverkoncert nr. 2 eller 2. sats fra hans Strygekvartet nr. 5.
Mere eksplicit møder man sindets afkroge i to af Bartóks største værker: Operaen ”Hertug Blåskægs borg” ligner umiddelbart et eventyr om en hertug og hans nye hustru. Men for hvert skridt, hustruen lærer sin mand at kende, åbner der sig et nyt dystert rum i det slot, der symboliserer hans sind. Helt bogstaveligt vælter skeletterne frem.
I balletten ”Den forunderlige mandarin” tvinger en flok banditter en pige til at prostituere sig og lokke mænd indenfor, hvor de bliver slået ned og bestjålet. Men mandarinen (dvs. en rig kineser) kan ikke slås ihjel, ligegyldigt hvor mange gange banditterne forsøger. Først da hans halvkvalte krop endelig forløses af sex med den unge kvinde, kan han dø.
En anden gysermester var den sovjetiske komponist Alfred Schnittke, der levede de sidste 20 år af sit liv i grænselandet mellem liv og død, fordi han led af alverdens dårligdomme. Det gav ekstra næring til hans geniale talent for horror, som man bl.a. møder i hans ”Faust Kantate”.
Schnittkes version af myten om videnskabsmanden Faust, der sælger sin sjæl til djævelen, ender i svolvstinkende røg og rå splatter, hvor Fausts øjne bliver revet ud af hovedet og hans kløgtige hjernemasse klistret op på væggen.
De melankolske
”Jeg er tusmørkets tonekunstner”, proklamerede den danske komponist P.E. Lange-Müller. Mærkeligt, at så indadvendt en kunstner faktisk blev nationens førende komponist. Lange-Müller toppede omkring år 1900. De resterende 26 år af sit liv skrev han kun ganske lidt, mens verden udviklede sig i en retning, han ikke brød sig om. Carl Nielsen var fremtidens mand, Lange-Müller repræsenterede det langsomme forfald.
Hans mørke sider byggede på et enormt mindreværdskompleks. Lange-Müller var selvlært komponist og syntes ikke, han duede til det, han gerne ville. Store projekter med symfonier og operaer gik dårligt, mens hans små klaverstykker og sange var utrolig populære. F.eks. hans ensomme ”Skovstykker” og klaverværket med den sigende titel ”Dæmpede melodier”.
300 år tidligere havde en anden komponist dyrket sin melankoli i København: Det var englænderen John Dowland, som i begyndelsen af 1600-tallet var hofmusiker hos Christian d. 4.
Man kan sammenligne hans sange med Woody Allens selvudstilling af sine neuroser, og den slags var meget eftertragtet dengang. Nogen mener, at John Dowland kun var en påtaget melankoliker, fordi det var moderne at være det. Døm selv ved at lytte til hans smukke, bedrøvelige sange med titler som ”Flow, my tears”, ”Come, heavy sleep” og ”In darkness let me dwell.”
De voldelige
Musik, der slår som lussinger og smæk, findes også. Hør engang tangoerne af argentineren Astor Piazzolla. Han kendte til underverdenen fra sine mange nætter på klubber, værtshuse og bordeller. Hans musik har en dyb, mørk kvalitet, der kan være gysende smuk som i den langsomme ”Oblivion” (Glemsel), men i andre stykker blusser op med intense, rytmiske klask. Kærligheden er barsk og hårdhændet i Piazzollas ”La muerte del ángel” (Englens død) og ”Escualo” (Haj).
Men ingen har nok nået den smertelighed, som man kan høre i musikken af Carlo Gesualdo. Han var en italiensk renæssancefyrste med et vanvittigt sind, formodentlig dybt psykotisk. Da han fandt sin kone i seng med en anden, slog han dem egenhændigt ihjel og fik ligene kastet ud i slotsgården. Som adelig kunne han ikke straffes, kun af sig selv og af Vorherre.
Han lod sig jævnligt piske af sine tjenere, og forsøgte på forskellige måder at opnå syndsforladelse af den katolske kirke. Gesualdos martrede sjæl hører man i hans dissonerende vokalmusik, der når til grænsen af hvad musikteorien kan spændes op til. Ofte med særlig intensitet på ordene ”død”, ”kærlighed” og ”smerte”.
Jens Cornelius er cand.phil i musikvidenskab fra Københavns Universitet. Han arbejder for DR P2 og DR SymfoniOrkesteret og har været musikkonsulent på Mærk Mørket.