Bratschister har alle dage været et overset folkefærd, fordi de ikke har spektakulære soloer, der bliver klappet af. De er blevet latterliggjort, fordi de frembringer en tone, der er brummer som en hveps i et glas, og slet ikke er udadvendt som celloens pralende eller violinens himmelske tone. Bratschister er violinister, der er gået på pension, har man sagt, og bratschister spiller som regel falsk. Bratschvittighederne er der mængder af: "Hvad er forskellen på en violin og en bratsch? - Bratschen brænder længere."
Stjernerne elskede den brummende hveps
De har måtte høre for meget, men de synes at være aldeles ligeglade, for de elsker deres instruments varme, intime, forelskede tone. Og iøvrigt er niveauet blandt bratschspillere i dag så tårnhøjt både i orkestre og blandt solister, at det ikke mere giver mening at tale nedsættende om dem og deres instrument.
Beethoven spillede gerne bratsch, når han var med i en strygekvartet, Dvorak gjorde det og Mozart var med på bratsch, da hans klarinetkvintet blev uropført.
De vidste, hvilken strategisk rolle instrumentet har i en strygergruppe med hensyn til klang og farver.
I den let tilbagetrukne position kan de overskue helheden og yderst diskret styre og påvirke både klang og rytme, nærmest manipulere. En rolle, der er kendt fra hverdagslivet, at ikke bestemme, men alligevel få sin vilje.
Lyden af din naturelskende ven
I omgangskredsen kan vi ganske sikkert finde en person, der minder om en fagot. Én, der gerne holder sig i baggrunden, men som til gengæld har en dejlig dyb stemme, som vi lytter til, når den klinger.
Én der elsker af naturen, kløver sit eget brænde og holder af smukt forarbejdede møbler. Én, der har et muntert sind og gerne holder en tale med lune pointer. Båp-båp. Fagotten er et dejligt særpræget instrument både at se på og høre på. Den er bare helt sig selv. Et mesterstykke i træsnitteri, og så koster den kassen, gerne flere hundrede tusinde kroner.
Den hænger i en snor om halsen, er rimelig uhåndterlig, når den bliver spillet på, for man svinger ikke rundt med en fagot sådan som man kan med en obo eller en trompet. Den er til gengæld meget håndterlig, når den er pakket sammen i sin kuffert, for den kan skilles ad i mange dele. Ordet "fagot" var i gamle dage betegnelsen for et bundt brænde, og meget overfladisk betragtet kan man godt kalde den dybe træblæser sådan uden at fornærme den.
Intet orkester uden et bækken
På bageste række i symfoniorkestret står der på gode dage en person med to grydelåg i paratstilling. De holdes tæt ind til trøjen eller kjolesættet for at de ikke skal gå i unødige svingninger, for de larmer ganske afsindigt meget.
Det er naturligvis bækkenerne. De har et navn som kan lede tanken hen på de sjoveste ting: til anatomi, til et sted i Grand Canyon eller til et klukkende vandløb i skoven. Det samme ord for mange ting.
De er lavet af tyrkisk messing og er magen til dem, der bruges i rock og popmusik. I klassisk musik er de modsat den rytmiske kun i aktion på de helt store steder, lige før den helt store finale, eller når det helt store klimaks indtræder midt i.
Musikeren, der skal dunke dem sammen, er meget koncentreret, for han står og tæller takter for at komme ind på det helt rigtige tidspunkt. En bøf har fatale konsekvenser. De hæves graciøst op i luften, slås mod hinanden og efter endt aktion lægges de blidt og behageligt til leje mod tøjets stof.