Stine Rosengren har arbejdet som operasanger i mange år, og det er en glæde og fornøjelse for hende at kunne formidle et stof, der ligger så tæt på hjertet.
- Opera deler jo vandede, lidt ligesom fodbold. Jeg kan selv sige, at jeg hader fodbold, men jeg har aldrig været til en kamp. Der er nok mange, der har det på samme måde med opera. Den her liste er med til at åbne folks øjne for, at opera faktisk er ret fedt og virkelig har noget at byde på.
Stine afslører top ti opera
Klassisk talte med Stine i sminken, mens hun gjorde sig klar til at optage tv-spottet forud for koncerten.
- Det er en af den slags opgaver, der lige pludselig lander på ens bord, griner Stine.
Lørdagens koncert er kulminationen på et langt forløb, hvor P2s lyttere har nomineret og valgt de 50 bedste opera arier. Koncerten afslører de otte øverst placerede arier, der bliver fremført af nogen af de bedste operasolister lige nu sammen med DR Symfoniorkesteret.
Skal Stine Rosengren selv synge?
Klassisk spurgte Stine om hun selv skal synge ved koncerten, nu hun er uddannet sanger.
- Ikke i denne her omgang, men jeg kommer til at lege lidt med publikum omkring stemmebrug, smiler hun.
Stine Rosengren er allerede dybt inde i stoffet, da hun har præsenteret P2s top 50 nedtælling. En ny arie fra danskernes nye liste bliver introduceret og spillet alle hverdagsaftener kl 18.05 på DR P2 frem til finaledagen.
Du kan høre koncerten direkte på P2 lørdag 4. juni kl. 15.00 eller se den på DR K søndag 5. juni kl. 19.55.