Da Danmark i 1925 får sin første radiokanal, vil chefen også have musik i radioen.
Dengang var der ikke nogen streamingtjeneste - eller bare et pladearkiv - at afspille fra, så radiochef Emil Holm går i gang med en stor mission: Han vil have et symfoniorkester i verdensklasse, et orkester til at spille livemusik i radioen til glæde for de danske lyttere.
Musikerne støver Emil Holm op på varieteer, i Tivoli og på restaurationer rundt om i København. Men selvom de optræder hjemmevant på deres instrumenter, er der langt til det niveau, man møder i koncertsalene i musikmekkaer som Wien og Paris.
Musikstjerne og afhopper fra Sovjet
Emil Holm mangler derfor en dirigent til få sat skik på orkesteret, og det kan han ikke finde i den danske hovedstad.
I stedet kigger han ud i verden og udser sig den helt rette: Russeren Nicolai Malko. En afhopper fra Sovjetunionen, der er internationalt kendt og anerkendt for sit musikalske arbejde.
På trods af at han har hele verden som sin arbejdsplads, vælger Malko i 1930 at tage jobbet som fast dirigent ved det nye orkester i den lille europæiske provins Danmark.
Men Malko ser et potentiale i det danske orkester og er begejstret lige fra starten – både for musikere og byen:
- Et fremragende ungt orkester. 1. violinerne spiller virkelig det hele, om end buestrøgene ikke er helt ensartede. I pausen – alle frokost! Man spiser vidunderligt i København. Arbejdet går hurtigt. Orkestret applauderer efter prøven. Sagt i almindelighed er mit indtryk nyt, interessant, aldeles opmuntrende. Og så denne usædvanligt korrekte opførsel, skriver han i sin dagbog.
I Malkos øjne har alle ret til musikken – og unge musikere har ret til at lære og blive dygtigere.
-Elever er bemærkelsesværdige lærere. Ingen ser fejl, som en elev. Ingen kan provokere dig til at tage kampen op med nye problemer og nye spørgsmål som en elev, og ingen kan forhindre dig i at stå stille – og gå død i din udvikling – som en elev kan, skrev han i sine dagbøger.
Skældud efter turné i udlandet
Nikolai Malkos første udfordring med Statsradiofoniens orkester er til at tage at føle på: Musikerne skal sammenspilles.
Orkestret tæller på det her tidspunkt 30 fastansatte musikere og en masse vikarer – og mange af dem er ikke vant til at spille i orkester.
Men det varer ikke længe, før orkestret med Malko i spidsen får vokseværk ligesom også kvaliteten af musikken stiger.
Efter et år sidder der 60 faste musikere i orkestret, og med Torsdagskoncerterne som fast indslag i kalenderen fra 1933 bliver musikerne for alvor trænet i den krævende symfoniske musik. Derudover starter Malko hver sæson med en studieindspilning for at holde musikerne til ilden.
Malko kræver det ypperste af sine musikere, og han forventer, at de fortsætter med at udvikle sig. Ifølge hans overbevisning er man aldrig færdig med at udvikle sig som musiker.
Han opfatter i høj grad sig selv som far for orkestret. En far, hvis job det også er at opdrage på sit barn.
- I har været ude at rejse, og I tror, det gør jer til genier. Men det I er, er en flok forkølede schoolboys – alle sammen! lyder den kontante melding fra dirigenten til orkesteret efter en turné.
Musikken skulle være for alle
Nikolai Malko bliver født i 1883 i den del af Det Russiske Kejserrige, der i dag er Ukraine, og musikken er en fast del af barndomshjemmet.
Faren, der egentlig er øjenlæge, er en ivrig amatørmusiker, der både spiller i byens operaorkester og har stablet sit eget lille amatørorkester på benene.
I hjemmet oplever Malko fra barnsben, at musik er for alle - professionelle såvel som amatører - og at alle kan løftes, hvis bare de får de rette rammer.
Som ung kommer han selv på musikkonservatoriet, og det varer ikke længe inden han som underviser og dirigent er med til at forme en ny generation af musikere.
Men verden er i opbrud. 1. verdenskrig raser og i 1917 bryder det gamle russiske kejserdømme sammen i den russiske revolution. Fra murbrokkerne opstår det kommunistiske Sovjetunionen, og med det nye system kommer der en ny hverdag for befolkningen.
Også kunstnerne. Det finder Nikolai Malko ud af ti år efter revolutionen.
På vej hjem til Sankt Petersborg efter en turné i Sydamerika i 1929 får han at vide, at nogen i hjemlandet vil ham det ondt.
Alt lukker sig sammen i ham, da han hører, hvad der er blevet sagt derhjemme på konservatoriet: ”At nu har Nikolai Malko rejst nok. Nu må han blive hjemme for en stund.”
Men det kan han ikke. Han kan ikke lade sig låse inde i Sovjetunionen. For musikken er jo alle steder.
Så Nikolai Malko – chefdirigent for Sankt Petersborg (nu Leningrad) Filharmonikerne og professor i orkesterdirektion ved konservatoriet – tager sin kone under armen og vælger aldrig at tage tilbage til Sovjetunionen.
Han bliver amerikansk statsborger, og herfra begynder hans internationale anerkendelse for alvor at stige. Det er med dén historie i bagagen, at han kommer til Danmark.
Bifald for sin store indsats
At musikken er alle steder - og at den er en ret for alle - er formentlig ikke uden betydning for hans valg om at kaste sig ud i arbejdet med de danske musikere hos Statsradiosymfonien.
Han lærer violinisterne, hvordan de skal føre buen hen over strengene, så lyden bliver ensartet. Han får musikerne til at lytte til hinanden, så de kommer til at spille som en enhed i stedet for små grupperinger.
De tre seneste vindere (artiklen fortsætter nedenfor)
Og danskerne - musikerne såvel som publikum - tager imod ham med åbne arme.
Da han i 1955 fejrer sit 25-års jubilæum i Radiohusets Koncertsal modtager han et storslået bifald efter koncerten - både for Beethovens 9. symfoni, men ikke mindst for sin store indsats med orkesteret, der nu er kendt som Radiosymfoniorkesteret.
Hvordan det lyder, når Malko står foran orkesteret, kan du høre nedenfor, hvor han dirigerer en anden 9. symfoni - Dvořáks 'Fra den nye verden':
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:541c7f016187a213200a6e0c
Malko, der fortsætter sit virke på den internationale musikscene, dirigerer jævnligt orkesteret, og hans tilknytning til orkestret forbliver stærk indtil hans død i 1961.
I 1965 ser Malko-konkurrencen dagens lys. Årets konkurrence er den 18. i rækken, og er stadig den dag i dag én af de vigtigste konkurrencer for unge dirigenter.