Klassisk til en blæsende aften

Det blæser op. Vinterhalvåret er sæson for kraftig vind. Playlisten her er specialdesignet til en aften, hvor det blæser udenfor.

De fleste kan sikkert huske stormen Bodil, der susede ind over landet i 2013. Den bragte oversvømmelser og store ødelæggelser med sig. Danmark ligger i et såkaldt vestenvindsbælte, vi har ofte vind fra vest, og de vandrende lavtryk kommer fra vest. De kommer fra Nordsøen, fra Atlanterhavet og somme tider hele vejen fra Det Caribiske Hav.

Vindens susen er også omfattet af fysikkens love: Det blæser fra højtryk mod lavtryk. Men der kan være mange lokale faktorer, som også spiller ind for dannelsen af et blæsevejr.

Hvis det ikke er alt for vildt, og hvis du ikke er nødsaget til at gå ud i blæservejret, så kan det være hyggeligt at sidde inde mens vinden suser over taget. Playlisten her er specialdesignet til en aften, hvor det blæser udenfor. Musikken er hentet fra koncerter som DR har været ude og optage. Du kan læse mere om musikken herunder. Ugens playlisten kan også hentes som podcast.

Mozart: Symfoni nr. 40 i g-mol Mozart mistede sin mor før han blev voksen. Hans store kærlighed sagde nej tak. Han blev far til fem børn og mistede de tre. Mozart vidste med andre ord noget om savn og tab. - Der må være en plan, skriver han til sin gamle far. Måske er der en mening med tingene. I hans store g-mol-symfoni mærker man fortvivlelsen. Hør hele symfonien

Bach: Orkestersuite nr. 2 h-mol Man ved ikke så meget om Bachs fire orkestersuiter. Nr. 2 er muligvis skrevet til ensemblet Collegium Musicum, som gav regelmæssige koncerter på Zimmermanns Kaffehus i Leipzig. Bach havde sit faste bord i caféen, og drak gerne kaffe. Suitestykkerne er dansende lette, når først ouverturen er overstået. Hør hele koncerten med Concerto Copenhagen

Ligeti: Seks Bagateller for blæserkvintet Ligetis stykke er en klassisker for blæserkvintet-ensembler. Den ungarske komponist er også kendt for sit korværk Atmospheres, der blev brugt i filmen Rumrejsen år 2001. Han har desuden skrevet nogle vilde værker for orgel og cembalo, og små klaverstykker der minder lidt om ungarsk folkemusik. Hør hele koncerten

Beethoven: Coriolan Ouverture Coriolan er et tragisk skuespil af østrigeren Heinrich von Collin. Det handler om en romersk general, der har svært ved at vinde folkets tillid. I skuffelse går han over til fjenden og belejrer Rom med sine nye tropper. Forsøget bliver stoppet af en gruppe romerske kvinder, anført af Coriolans egen hustru og gamle mor. Som mislykket hærfører ser Coriolan derefter ingen anden udvej end at tage livet af sig. Beethoven skrev sin ouverture i 1807. Skuespillet var på det tidspunkt for længst taget af plakaten, men Beethovens havde en idé om at genskabe stemningen fra stykket... Hør mere Beethoven