Operasangeren Henning debuterede i en musical: Det kan være pissesjovt

Henning von Schulmans første rolle på en scene var i en musical. Her beskriver han forskellene på musical og opera.

I dag er han solist på Det Kongelige Teater, men operasanger Henning von Schulman første rolle var faktisk i en musical.

- Nogle piger på mit gymnasium ville sætte musicalen Jesus Christ Superstar op. Så begyndte folk at byde ind med, hvad de kunne synge, og så sagde jeg, at jeg ville kunne synge rollen som Caiaphas (en ypperstepræst, red.), selvom jeg kun havde sunget i kor.

Det blev dog den sidste musical, Henning von Schulman spillede med i. For efter at have været en tur forbi kemistudiet på Uppsala Universitet, begyndte han sin karriere som operasanger.

Artiklen forsætter nedenfor.

Gammelt kan være godt

Operasolisten ser selv musicals i ny og næ. For han synes, det er god musik, det er højere tempo end i opera, og så er det underholdende. Sidst så han - ironisk nok - The Phantom of the Opera i London:

- De gør jo grin med, hvordan det er på et operahus.

- De sætter nogle skidekedelige, gamle operaer op, som de i nogle af scenerne står og repeterer. Som operasanger synes jeg, det er pisse sjovt, siger Henning von Schulman.

The Phantom of the Opera blev første gang opsat i 1986 på Her Majesty's Theatre i London, og der spiller den stadig 29 år senere. For Henning Schulman er det et kvalitetsstempel. Den har formået at modstå tidens tand.

- Der er blevet skrevet mange musicals i 80’erne, men det er jo de gode, som spiller endnu. Det er det samme med opera. Der blev skrevet sindssygt mange operaer for 200 år siden, men det er jo Mozart, man spiller. Og det er jo kun seks af Mozarts operaer, som spilles hele tiden, siger han.

Hør Henning von Schulman fortælle, hvad han ser som de største forskelle på opera og musical i videoen i toppen af artiklen.