Når en italiener skal skynde sig, foregår det med ordene "presto, presto!" Og når han skal køre sin bil langsomt ned ad rampen til parkeringskælderen, står der "adagio". Hvor svært kan det være. Når et orkester skal spille noget, der skal gå ret hurtigt, står der "presto" i noderne, og når selvsamme orkester skal spille noget, der går rigtig langsomt står der "adagio".
Det er de samme ord, og de betyder næsten det samme, uanset om de optræder i en italiensk dagligdag eller i en koncertsal. Der er italiensk overalt i musikken, i al musik og i særdeleshed i den klassiske.
Vi kan tage en håndfuld mere: Dacapo, sonate, primadonna, koncert eller intermezzo. De betyder "fra toppen", "noget, der klinger", "førstedame", "kappestrid" og "mellemspil", og de er også italienske.
Musikkens guddommelige land
Siden Vivaldis tid har italiensk været musikkens hovedsprog, fordi Italien var landet, hvor der var mængder af musikere, sangere, komponister, musikskoler og instrumentbyggere.
Når man skulle uddanne sig til seriøs musiker, var det naturligt at rejse til Italien og stå i lære dér. Der var musikalske centre i Napoli, Bologna, Rom og Venedig, og musikere og komponister fra hele Europa valfartede til de byer for at opsøge de bedste undervisere.
Italien var musikkens moderland, hvor Stradivarius og hans kolleger fremstillede instrumenter af guddommelig kvalitet, hvor der var et operahus i hver eneste større by, og hvor Händel eller Mozart rejste hen for at opleve the real thing.
Musikken steg fra gader og gondoler
Den engelske musikjournalist Charles Burney var i Venedig i 1770 og skrev i sin dagbog:
- Almindelige mennesker går syngende omkring arm i arm - de synes at tale sammen i sang. Også fra gondolerne klinger smukke stemmer. Man hører aldrig en melodi uden akkompagnement: De fleste af gadens sange er duetter." Man får indtrykket af, at der har været sang i gaderne i alle byer, på alle tider af døgnet, musik i hvert eneste hus og korsang i hver eneste kirke.
Sådan som vores oplevelse af Italien har været op i vore dage med en livsglad sanger som Luciano Pavarotti. Vi ser for os, hvordan han og hele familien sidder og synger om kap over spaghettien, fordi det er naturligt for dem at synge.
Forbud drev tonerne frem
Man kan spørge, hvorfor det nu var sådan? En af forklaringerne er, at Italien dengang ikke var et frit land, hvor folk kunne ytre sig som de lystede. De kunne ikke engang få et job i administrationen eller i hæren, for den slags var forbeholdt den franske konge eller de magthavere, der havde overherredømmet i området Østrig-Ungarn. Italienerne måtte godt være handlende, sælge appelsiner og pizza, de måtte godt sejle gondoler og dyrke musik, alt det de ville, bare de ikke blandede sig i politik og embedsførelse, og paven og de adelige rundt om understøttede musiklivet generøst, hvilket helt naturligt gav et meget højt musikalsk niveau. Alle klassiske musikere i dag kan mere end hundrede italienske ord, der hører til standardrepertoiret i de trykte noder og i daglig tale, når en dirigent henvender sig, eller når man bare sidder og øver sig hjemme.
Vi napper en håndfuld italienske ord mere: piano (svagt), forte (kraftigt), tempo, koloratur (udsmykket toneranke), glissando (glidende), marcato (markeret), sopran, tenor, bas, - og vi må endelig ikke glemme maestro og bravo!