For snart to år siden vandt den 12-årige Rune Leicht Lund både danskernes hjerter og førstepladsen, da han sammen med en række andre talentfulde unge dystede på klassisk musik i 'Vidunderbørn'.
Nu vender programmet tilbage: På lørdag aftener i efteråret kan du sætte dig mageligt tilrette i sofaen og nyde de unge 'vidundere' dyste på klassisk musik.
- Vi var rigtig glade for første sæson. Samtidig fik vi utroligt mange positive tilbagemeldinger fra seerne. Både børn og voksne var glade for at blive introduceret til den klassiske musik på en ny måde og over at møde en stribe hamrende dygtige talenter, siger DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme til en pressemeddelelse.
Ingen børn bliver sendt hjem
Vidunderbørnene får hver deres læremester, som er kendt fra samme kunstart, som barnet optræder med. Læremesteren har i hele forløbet ansvaret for at udfordre og guide børnene, så deres særlige talent funkler bedst muligt.
Programmets koncept er stadig ved at blive finpudset - men en ting bliver i hvert fald ændret i forhold til den første sæson: Der er ingen, der bliver sendt hjem.
- I den nye sæson vil der ikke blive sendt et vidunderbarn hjem hver gang. Børnene er med fra start til slut, da vi mener, at det giver en bedre mulighed for at vise, hvordan børnene udvikler sig i samarbejdet med deres læremestre, forklarer Jan Lagermand Lundme.
Hvem, der bliver vært, fagdommere og gæstedommere i ’Vidunderbørn’, offentliggør DR senere på året.