Født 1770 i Bonn
Død 1827 i Wien
I sin første fase er den unge Beethoven en tornado i den wienerklassiske stil. Han flyttede til Wien i håbet om at møde mestrene Mozart og Haydn. Det lykkedes ham at få Haydn som lærer, men det var ikke et lykkeligt forhold, for allerede i sine tidlige værker overskrider Beethoven stilens konventioner. Energien er voldsom, idémængden enorm, provokationerne stritter til alle sider.
Den heroiske Beethoven
Anden fase er ”den heroiske”, hvor Beethoven gør musikken til et revolutionært budskab. I pagt med tidens europæiske tanker om personlig frihed hylder han de idealistiske helte. De, der tør satse alt, og dø om så det gælder. Beethovens musik er efter 200 år stadig kogende: Eroica-symfonien (nr. 3), Skæbnesymfonien (nr. 5), Appassionata-sonaten, Egmont ouverturen.
Begyndende døvhed
I begyndelsen af 30-års alderen måtte Beethoven indse, at han var ved at blive døv. I et gribende brev til sine brødre fortæller han om sine overvejelser: Skal han tage livet af sig eller leve videre for kunstens skyld? Han valgte det sidste, selv om han måtte stoppe med at optræde, og selv om døvheden isolerede ham endnu mere fra omverdenen, end han allerede var.
Den "gale" Beethoven
Tredje fase er skrevet i døvhed. Hans sene klaversonater og strygekvartetter blev kaldt ”gale” og er stadig virkelig vanskelige at spille – og at lytte til. For mange er Beethovens sidste symfoni, nr. 9, det ultimative stykke musik. En symfoni, der udvider orkestret med kor og solister i en ekstatisk hymne til menneskehedens fremtid. ”Musik er en højere åbenbaring end visdom og filosofi” sagde Beethoven, og den holdning står stadig som overskrift over den klassiske musik i dag.
Hør Kristian Leth og Adam Simonsen diskutere Beethovens genialitet og hans 5. symfoni
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:56b4a53f6187a50fa813e642
Hvis du kun skal høre tre værker:
- •
Symfoni nr. 3, Eroica Den bedste symfoni nogensinde? Eroica-symfonien er stort anlagt og pakket med energi. Den følger en genial plan, der beskriver heltens vej fra kamp til sejr.
- •
Måneskinssonaten Beethoven skrev 32 klaversonater, hver af dem med nye idéer. Måneskinssonaten begynder med et drastisk eksperiment, hvor musikken opløses i indadvendte grublerier.
- •
Symfoni nr. 9 Den store forbrødring. Beethoven kæmpede i mange år med at sætte Schillers ekstatiske ”Ode til glæden” i musik. Hans 9. Symfoni sprænger alle rammer med sin store korfinale