Smerte, sved og tårer.
Livet som balletdanser på Det Kongelige Teater er et eventyr, som er fyldt med op- og nedture.
De seneste uger har DR3 åbnet døren til den hemmelighedsfulde balletverden for seerne på DR3 i serien 'I forreste række', hvor vi har stiftet bekendtskab med nogle af de hårdtarbejdende dansere fra Det Kongelige Teater.
Hvis du ikke har fået nok af at snage i hverdagslivet som balletdanser, så kan mange af dem heldigvis følges på Instagram.
Ida Praetorius
Ida Praetorius er solodanser på Den Kongelige Ballet og medvirker i serien flere gange. Og selvom hun ikke er hovedrolle i serien, så har hun mange af slagsen på scenen, både i og udenfor Danmark.
Nogle af ballerinaens mest kendte roller har været svaneprinsessen Odette i 'Svanesøen' og Julie i 'Romeo & Julie'.
På Instagram lægger Ida billeder op fra både sine forestillinger, prøverne og livet udenfor balletten, både med vaffelis, på badetur - og i Taiwan.
Benjamin Buza
Livet som balletdanser indeholder, som tidligere nævnt, også nedture. I tv-serien er balletdanser Benjamin Buza skadet, og det betyder, at han er nødt til at sætte danse på pause. Et mareridt for et menneske, som har brugt hele sit liv på at træne, danse og optræde.
Den seneste tid er Benjamin heldigvis vendt tilbage til danselivet, hvor han blandt andet har optrådt på Statens Museum for Kunst og senere på sæsonen medvirker i store produktioner som 'Nøddeknækkeren' og 'Svanesøen'.
Ved siden af skriver han også digte og tegner forunderlige skitser - de optræder side om side med balletbillederne på hans Instagramprofil, hvor der også er plads til fjolle-videoer med et skumgummi-hoved backstage.
Alban Lendorf
Udover at være solodanser på Det Kongelige Teater, så er Alban Lendorf også ansat hos American Ballet Theatre.
I serien på DR3 er det Alban, som Benjamin Buza søger råd hos, når det er sværest at være afskåret fra balletdansen. Og det er der gode grunde til. Ud over at være Benjamins gode ven, så har Alban Lendorf selv prøvet at smide balletskoene i skabet i et helt år på grund af en knæskade.
Han er heldigvis for længst tilbage på scenen, både i Danmark og USA. Og det kan ses på Instagram, hvor Alban blandt både poster billeder fra scenen i Sun Valley, Idaho - og fra himlen over byen, midt i et faldskærmsudspring.
Tobias Praetorius
21-årige Tobias Praetorius er korpsdanser i Den Kongelige Ballet. Som den kvikke læser nok har gættet, så er han lillebror til solodanser Ida Praetorius.
Tobias har blandt andet modtaget en Talent-Reumert, og ellers danser han i adskillige af Det Kongelige Teaters produktioner. I serien på DR3 oplever vi mest Tobias som Andreas Kaas' garderobe-room mate og ven.
På Instagram kan du se Tobias' billeder af ham selv og kollegerne bag og på scenen - og af og til billeder fra en velfortjent ferie i skønne omgivelser.
Stephanie Sahlgren
Man kan godt være ballerina, når man kommer fra Vestegnen! Stephanie Sahlgren lægger ikke skjul på, at hun ikke har lyst til at bruge resten af sin karriere på bageste række.
Men vejen op af karrierestien er, som vi oplever i tv-serien, ikke uden forhindringer. Også hun bliver i serien slået ud af en skade og må se sin veninde danse hendes parti.
På Instagram poster Stephanie mest selfier (nogle gange med en veninde, mor - eller en pizzabakke) og billeder af sin manicure.