Når vi holder fest, og der skal danses, er der aldrig nogen, der kunne finde på at sætte Beethoven eller Mahler på anlægget. Det ville straks blive standset, fordi det bare ikke egner sig til dansetrin og bevægelser.
Det er for uldent, for humørsvingende, for diffust, og mange af tonerne ville slet ikke kunne høres på grund af støjniveauet i lokalet. Og nok så vigtigt: det meste af Beethoven og Mahler kan ikke tilbyde den faste, markerede rytme med bas og trommer, som er nødvendig for, at vi springer op af stolen og ud på gulvet. Snarere tværtimod.
Derfor danser du ikke til Beethoven
Klassisk musik kan umiddelbart virke kedelig og lang i spyttet, fordi den tit er i et andet humør end én selv.
Den svinger ikke med dagligdagens rytme og det hjerteslag, som vi hver især har, og som skifter i løbet af en dag, alt efter om vi cykler, sidder eller går.
Klassisk musik har sin egen puls, den er i sin egen verden, og det er netop dens store styrke. Den kan tilbyde en helt anderledes tidsfornemmelse, et fristed eller et rum at gå ind, hvor der kun i særlige øjeblikke rulles ud med hektiske rytmer.
Er vi glade og i festhumør, slår hjertet to gange i sekundet, dvs. puls 120, og når vi er meget glade, kan den komme højere op. Når vi er i almindeligt hverdagshumør, er den måske på 80-100.
Michael Jacksons hit Thriller går i puls 120, og når du sætter den på, begynder dit hjerte at slå hurtigere. Du bliver opstemt og får lyst til at bevæge dig. Enhver DJ ved, hvordan man skruer op og ned for de dansendes puls, lidt op og lidt ned, skiftevis.
Popmusik, jazz og rock kører normalt med den faste puls, der svarer til vores hjerteslag, når vi er friske, glade, opstemte eller lidt overgearede.
... og derfor er Mozart den perfekte sovepille
Meget klassisk musik har en puls, der er på 60 eller endnu lavere, hvilket svarer til hvilepuls eller hjerteslaget, når vi sover. Så rent faktisk er klassisk meget velegnet at falde i søvn til! Adagio er blevet et begreb i nyere tid, der står for meget beroligende musik, som man kan stresse af til. Med Albinonis 'Adagio' som første nummer og Pachelbels 'Kanon for strygere' som nummer to. Ro på nu, signaleres der. Heeelt ned. Mozarts berømte 'Elvira Madigan'-klaverkoncert er helt nede i omegnen af 54, hvilket betyder, at der er mere end ét sekund mellem taktslagene.
Et andet hit fra nyere tid, Samuel Barbers 'Adagio', kan nærme sig 45, svarende til en toptrænet sportsmands hvilepuls.
Så man må sige, at klassisk musik egner sig til at få ro i sindet.
Lige så uforudsigelig som dig selv
Men udover det, er det kendetegnende ved klassisk musik, at det tit opfører sig som et menneske, man ikke rigtig kan lave ordentlige aftaler med. Det er uforudsigeligt, impulsivt, humørskiftende, åndsfraværende, vegeterende eller opfarende.
Et kunsterisk gemyt, der inspireres konstant og giver udtryk for det. Og det er lige præcis det spændende ved klassisk musik - at den ligner vores tanker så meget. At den er tankeflugt, tankebaner, associationer, omveje og vildveje, mærkelige udsigter, smukke udsigter, underlige afgrunde og en flugt mod lyset. Klassisk musik svarer langt hen ad vejen til det, der foregår inde i vores hoveder og ikke det, der foregår med vores krop. Derfor er det som regel helt naturligt at sidde ned, når man nyder den. Sidde ned og være stille i sin egen verden og ikke springe omkring og råbe: "Juhhuu".