Det er temmelig ufatteligt, at musik der er 100 år gammel er i stand til at ryste én så grundigt som Stravinskijs 'Sacre du printemps'.
Den dag i dag sidder vi med åben mund og stirrer på det klassiske symfoniorkester, der ved hvert deres nodestativ, nydeligt klædt i sort, sidder og spiller på genkendelige instrumenter, mens de frembringer en larm, der er så kvalificeret, så frygtindgydende og så rytmisk vild.
Der er ingen, der hverken før eller siden har skabt noget lignende, ikke engang inden for jazz eller rock.
I pagt med underjordiske kræfter
Stravinsky må have været i pagt med underjordiske urkræfter, da han skrev dette ufattelige værk af dissonanser, jazzede synkoper, skæve rytmer, overlagte mislyde udsat for et 100 mand stort orkester, hvor næsten alle skal spille helt ud til grænsen af deres formåen.
Alle skulle kunne spille højt, skingert, forvrænget, råbende, krybende - violinerne rytme og paukerne melodi. Det er den omvendte verden. Det er så langt fra Puccinis skønhedsverden, som det kan komme.
Det var helt bevidst fra Stravinskijs side, at han ikke brugte én eneste komponent fra musikkens velkendte lager. Alt er nyt. Alt er ikke-pænt med overlæg.
Premieren i Paris maj 1913 blev en skandale, hvad man egentlig kunne forvente: En halv times vanvittig balletmusik spillet for et aftenklædt snobbepublikum. Men siden hen er 'Sacre du printemps' anerkendt som det vigtigste og mest skelsættende musikværk i 20. århundrede.
Som at overvære altings begyndelse
Det begynder med en fagotsolo, der kommer ud af ingenting. Som et væsen der stikker sin bløde næse frem i et tilsyneladende øde landskab, men som snart får svar fra andre. Det kvækker, kvidrer og brummer.
Efterhånden bliver klipperne levende af alt muligt, der giver lyd og bevæger sig. Og med ét farer en taktfast rytme pludselig frem, og en flok urmennesker dukker op og stamper de første taktfaste trin.
'Sacre du printemps' betyder "forårsoffer" og er en ballet om hedenske ritualer ved forårstid, hvor man udvælger en ung kvinde, der ender med at danse sig til døde.
Stravinskijs musik er uforudsigelig, abrupt, gentager de samme mønstre mange gange, stiger i styrke for pludselig at holde op. Det er kaotisk og dragende - som overværede man verdens skabelse.
Hør musikken
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59a55ac56187a42020a1bc15
- •
Herover kan du lytte til musikken med et kommentarspor, hvor P2s Svend Rastrup Andersen vil guide dig gennem stykket.
- •
National Operaens Orkester i Paris har indspillet musikken med dirigent Philippe Jordan i 2012. Med den mest moderne lydteknik får vi kastet udladningerne lige i hovedet uden filter og spillet så energisk, at vi kan mærke suset fra dengang musikken havde premiere nede ad gaden på Thêatre Champs Elysées i 1913.