Klassikere du skal kende: Schumann - Klaverkvintet

Hvis der fandtes en skala, der kunne måle forelskelse, ville dette nummer sprænge den til atomer.

Den tyske komponist Robert Schumann blev født i Zwickau i 1810 og døde i 1856 i Endenich ved Bonn

Hvad er det, man gør, når man er nyforelsket? Man danser omkring på en lyserød sky, smiler til alle, smiler af næsten alting, skriver mails eller sms'er hele tiden. Man er kort sagt lettere manisk.

Det vidste Robert Schumann alt om. Da han i 1841 blev gift med sin Clara, blev han så lykkelig, at han gjorde det hele. I stedet for sms'er skrev han naturligvis breve, mange breve og desuden en fælles dagbog.

Man har aldrig kunnet måle hvor forelskede folk er, men fandtes der er en skala, var Schumann langt oppe over det røde område.

Ikke alene blev det til breve, men han komponerede på dette forelskelsestrip så meget genial musik, at verden ikke har set magen. Mængder af sange og kammermusik og bl.a. 'Klaverkvintetten'.

Men det var ikke lutter lagkage, for dels havde han været meget ondt igennem for at få sin verdenspianistinde Clara til kone, dels døjede han med et overfølsomt sind, der kunne kaste ham ned i dybe afgrunde, som tog livet af ham til sidst.

Kulde, død og himmelsk skønhed

Den langsomme sats i 'Klaverkvintetten' rummer det hele: Det euforiske og det nedbøjede, idet den stiller de to verdener op over for hinanden.

Det begynder med frostagtige klange, som er vi på en begravelsesmarch af sted mod kirkegården. Bratchens dybe solotoner forstærker alvoren og de dystre miner; alle fem instrumenter spiller mørke toner, der klinger af sørgmodighed.

Melodierne er kortåndede, som om de ikke kan finde deres vej og famler sig usikkert frem. Og pludselig er det ovre. For nu afløses det af blødere klange, der lyder af forår og som den rene fuglesang - er vi kommet i himmelen? Varme og strålelys er der i musikken nu, kulden er borte, vi opfyldes af velvære - ja her vil vi gerne blive.

Hvirvlende følsomhed

Lange sammenhængende bevægelser er som kærtegn. Men med ét er vi tilbage i den triste verden, som så til gengæld med ét afløses af stor aktivitet med brusen og susen. Men ikke kun positivt, for bratschens mørke påmindelse høres forneden.

Og det hele slutter af med den kuldeprægede march, dog ikke så opgivende som til at begynde med. Sådan slutter anden sats. I tredje sats vender opstemtheden tilbage og hele klaverkvintetten igennem veksler mange sindstilstande.

Hør musikken

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59a55ac5a11fa00e040ea54d

  • Herover kan du lytte til musikken med et kommentarspor, hvor P2s Svend Rastrup Andersen vil guide dig gennem stykket.

  • Det er et hæderkronet ensemble, der her spiller Schumann. Den spanske pianist Alicia de Laroccha, der står for ædelhed og ophøjethed er sammen med et af verdens bedste kammerensembler, Tokyokvartetten. Tilsammen finder de meditativt lyttende ind til kernen i Schumanns to verdener