Ravels 'Bolero' er et af de mest populære klassiske stykker overhovedet, og det har det været, siden det blev spillet første gang i 1928.
Kendere og fagfolk har rystet på hovedet og sagt, at det overhovedet er ikke musik, når den samme melodi hjernedødt og monotont og gentages i det uendelige næsten uden ændringer.
En kvinde, der overværede premieren, rejste sig og råbte:
- Manden er gal!
Ravel, der hørte det, sagde til de nærmeste
- Hun er den eneste, der har forstået det.
Vittighed blev monsterhit
Han regnede selv dette kvarterlange nummer for en spøg, men måtte erkende, at det havde en stærk virkning på de fleste.
I 1930 blev det indspillet tre gange, og de følgende år udkom Bolero i 30 forskellige indspilninger, fuldstændig som var det en popslager. Folk krævede det nummer, og sådan er det også i dag.
Ravel har skrevet uendeligt raffineret musik f.eks. til balletten 'Daphnis og Chloë', noget af det mest forfinede og delikate, der overhovedet findes for symfoniorkester, men Bolero er hans hit, og sådan er det bare.
Klassisk musik er kendt for at være meget varieret og kompleks i indhold, rytme, melodi. Bolero er lige det modsatte.
Den er med sin enkelhed og ensformighed som en march, der, efterhånden som den skrider frem, griber én på en hypnotiserende måde, sådan som rytmisk musik i virkeligheden har gjort det hos naturfolk til alle tider, og som med rockmusikken blev helt naturligt.
Lilletromme med følge
I midten af orkestret befinder lilletrommen sig, og den styrer faktisk hele showet. Det er den, der begynder, og trommeslageren med de to træstikker skal holde tungen lige i munden, for han skal spille den samme rytmefigur i ét væk i 15 minutter. Uden en eneste fejl, tak.
Ravel var vild med alt, hvad der var spansk, og rytmen er flamenco-agtig - stram og rank, som var det en forberedelse til tyrefægtning. Den herlige melodi kommer et utal af gange, og som i en rundesang får hvert af orkestrets instrumenter lov at give et nummer, spille enten første del af melodien eller den anden.
Virtuos sportskamp i orkestergraven
Som i en sportskamp kan vi med øjnene følge, hvem der har bolden. Nu er det fløjten, nu klarinetten, så er det basunens tur med sjov glidetone.
Ravel er virtuos i orkesterinstrumenter, hvad man kan fornemme på klangfarverne, der hver gang skifter til noget nyt. Han giver saxofonen en chance - den er normalt ikke med i det klassiske orkester. Og engleklaveret celeste er minsandten også med f.eks. der, hvor han elegant blander det med piccolofløjte.
Ravel ryster rutineret cocktails, som ingen har smagt før. Når monotonien er ved at blive lidt for meget, skifter han toneart, som var det et Melodi Grand Prix-nummer, og vi har lyst til at rejse os op i begejstring. Imens bliver det kraftigere og kraftigere for at slutte med et storslået klimaks - og med et brag.
Kæmpemaskineriet går i stå, og der klappes vildt, jubel og råb, for vi har fået varen.
Hør musikken
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59a55ac9a11fa00e040ea55c
- •
Herover kan du lytte til musikken med et kommentarspor, hvor P2s Svend Rastrup Andersen vil guide dig gennem stykket.
- •
Orkestret Anima Eterna og dirigenten Jos van Immerseel fra Belgien er blevet kendt på at opføre klassisk musik på en helt ny og samtidig gammel måde. De spiller på instrumenter fra den tid, musikken er fra og dertil med en energi, som gør oplevelsen frisk som havluft. Hør lige den lyd - det er som at være der selv!