Det er godt at rejse og se alverdens herligheder, men højdepunktet er nu altid at komme hjem til sit eget land, hvor man kender det hele, og hvor man er vokset op.
Den tjekkiske komponist Antonin Dvorák var af samme mening.
Han var en meget ligefrem og jordnær mand, der elskede sin familie, naturen, hyggeligt samvær i kroen, hvor han mødte sine venner og i kirken, hvor han gerne spillede orgel. Og så stod han efter sigende op klokken fire hver morgen for at gå en tur over engen og suge inspiration.
Men Dvorák var så god som komponist, at han gik hen og blev berømt, og det har jo omkostninger. Han blev inviteret til England for at dirigere egne værker og blev hyldet som en gud. Han blev inviteret til Amerika, hvor han fik et overdådigt tilbud om at være direktør for konservatoriet og levere en række værker mod et kæmpe honorar.
Succesfuld komponist med hjemve
Han sagde ja, og det kunne nemt være gået rent galt, fordi han fra første færd havde fået hjemve mod de bøhmiske skove. Men han blev så glad for det nye land, de nye oplevelser og den nye kultur og sugede alt til sig.
Han kiggede på tog og jernbaner, som var hans store interesse, han rejste rundt og så landet, Niagara Falls, Buffalo Bill og rigtige indianere, og han hørte den oprindelige musik, de indfødtes musik.
I symfonien 'Fra Den Nye Verden' oversætter han sit ophold i Amerika til et uforligneligt musikalsk mindesmærke. Det er så fuld af melodisk inspiration, så fuld af vellyd og med det umiskendelige Dvorák'ske touch af livsglæde og raffineret orkesterklang.
Symfonien blev en megasucces fra første aften i Carnegie Hall i New York og har opretholdt sin status allerøverst på hitlisten over orkesterværker.
Cowboy og indianer
Den langsomme sats begynder så højtideligt, at man tror sig hensat til en kirke, hvor messingblæserne stemmer sindet til eftertanke. Frem dukker snart efter en melodi spillet af det vemodige engelskhorn. Man kan ikke få ørerne fra den, og den synes at fortælle en lang historie om, hvordan alting var i gamle dage.
Om de store skove, de store vidder, de uendelige prærier befolket af indianere. Man fornemmer uro, det blæser op, er et uvejr på vej? Men kort tid efter ånder alt igen fred, og den uforglemmelige melodi vender tilbage.
Man har altid troet, at Dvorák snuppede melodier fra de indfødte til sin symfoni, men han har hele tiden holdt fast i, at han havde fundet på det hele selv. I 1920'erne blev sangen 'Going Home' lanceret. Det er Dvoráks melodi med nyskrevet tekst til. I generationer har man troet, at det var en negro spiritual, men sagen er, at ophavsmanden var en af Dvoráks egne elever, der oven i købet var til stede ved uropførelsen af symfonien.
Hør musikken
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59a55ac9a11fa00e040ea55f
- •
Herover kan du lytte til musikken. Både i sin rene form, og med et kommentarspor, hvor P2s Svend Rastrup Andersen vil guide dig gennem stykket.
- •
Dvoráks symfoni er en godbid for et velspillende orkester, hvor strygere, træblæsere og messing er i total samklang og harmoni med hinanden. Hvor strygerne kan synge, hvor messingblæserne kan spille højtideligt og hvor engelskhornet samler alles opmærksomhed.
- •
Det hele fås til overflod med Concertgebouw orkestret fra Amsterdam, dirigent Riccardo Chailly.