For Maren Uthaug går vejen til stregen altid gennem musikken.
Hvad enten hun tegner sine ligeså sjove som grove satirestribe ’Ting jeg gjorde’ eller skriver på en roman, er det med klassisk musik i ørerne. Blandt andre af den tyske pianist Max Richter.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59008a1c6187a414a0495df2
- I klassisk musik er der ikke ord der forstyrrer. Så det har en direkte, mere åben vej til følelserne, fortæller den 44-årige tegner og forfatter i P2-programmet 'Stines Søndag'.
Og når Maren Uthaug live-tegner, altså en slags foredrag hvor hun lader pen og papir tage over, bruger hun et helt bestemt stykke musik af den hedengangne belgiske komponist Henri Vieuxtemps.
- Jeg kan godt lide, at hans musik både understøtter det sjove og triste. Det har tempo og sørgmod i sig, siger Maren Uthaug, men skynder sig så at nævne et mindre aber dabei:
- Det eneste problem er, at jeg efterhånden har været ude og live-tegne så meget, at jeg snart ikke kan holde ud at høre det længere...
Artiklen fortsætter under billedet.
Selv ”forsøger” hun at spille klaver. Lige for tiden øver hun sig på Mozarts klaverkoncert nr. 23, men som hun tørt konstaterer:
- Jeg er virkelig ikke god til det.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59008a1ca11f9f056813634f
Ikke en god tegner
Hun er heller ikke særlig god til at tegne. Vel at mærke efter eget udsagn.
- Jeg er ikke en speciel dygtig tegner, men jeg har faktisk fundet en måde, hvorpå jeg kan tegne en hest... eller den altid svære cykel!
En cirkel med to streger og prikker. Så har du en af de tændstikkvinder, Maren Uthaug hver dag gør Politiken-læsere selskab med i ’Ting jeg gjorde’.
Når blikket først møder en tændstikkvinde fra tegneren og forfatterens hånd, virker hun ligeså enkel som de idiotsikre børnestreger, man tegnede som purk.
Og så alligevel overhovedet ikke:
- En klog tegner sagde engang til mig, at det ikke handler om at kunne tegne perfekt, men finde en stil, hvori man kan tegne alt, hvad man vil, siger Maren Uthaug.
Siden den ifølge eget udsagn ”halv norsk, halv samiske, men ret danske” tegner vandt Politikens Tegneseriekonkurrence i 2013, har hun i hvert fald tegnet lige, hvad hun vil. Og altid med sin bramfri hovedperson som alter ego: Tændstikkvinden.
Hende, der siger det, vi andre ikke tør tænke, og gør det, vi andre ikke har fantasi til. Og hvis alt går galt, skyder hun bare sin kat.
- Hvis mine børn siger noget om min røv eller høje pande, så er jeg jo færdig af grin, men kun hvis de gør det ordentligt, siger Maren Uthaug og kipper til samme tone i sin satirestribe.
- Hvis det leveres med en skarp pointe, så synes jeg, det er i orden at være lidt grov.
Hør hele 'Stines Søndag' her - artiklen fortsætter nedenfor:
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/stines-soendag-56
I dur og mol
’Ting jeg gjorde’ handler om familielivets forbandelser.
Her bliver mol hurtigt til dur i kølvandet på Maren Uthaugs sarkastiske og ironiske morsomheder.
Noget anderledes forholder det sig, når hun skriver sine romaner.
- Da jeg skrev min første roman, troede jeg faktisk, der ville komme noget sjovere ud. Det er meget min mol-side, der vises her, siger Maren Uthaug og tilføjer:
- Det skyldes nok også, at jeg aldrig læser særligt mange humoristiske romaner.
Debutromanen ’Og sådan blev det’ fra 2013 tager udgangspunkt i Maren Uthaugs opvækst som halv nordmand og halv samer - det nordskandinaviske nomadefolk. En barndomserindring om savn, afmagt og om ikke at høre til.
Artiklen fortsætter under billedet.
5. maj udkommer så den svære to’er, ’Hvor der er fugle’. En slægtsroman, der med udgangspunkt i en midtnorsk lilleby ligeledes er skrevet med blæk fra Marens egen hovedstol. Byen hedder endda: Uthaug.
- Det er et sted, min familie altid er kommet, men som blev taget af militæret for tre år siden, fordi de skulle lande præcis hvor vores gamle slægtsgård lå, siger Maren Uthaug om hjemstavnen, der ligger på halvøen Ørland ved Trondheim.
Fyrtårn og fiol
'Hvor der er fugle' foregår på et gammelt, rødmosset fyrtårn beliggende på et lille rev ud for Uthaug.
På billeder ligner virkelighedens fyrtårn, Kjeungskjær Fyr, næsten noget fra 'Mumitroldene'.
- Min mor har altid fortalt mig mange historier om fyrtårnet, der indtil 1960'erne var beboet af en familie. Fordi det lå så isoleret, skulle man have stærke nerver og en familie med sig, hvis man ville være fyrmester, siger Maren Uthaug.
Selvom familien i hendes kommende roman lever tæt og ensomt, kender de hinanden rigtig dårligt. De ved faktisk slet ikke, hvad der foregår i hinanden.
- Det er måske også bare et gennemgående tema i mig. Man kan snakke og snakke og gå op og ned ad hinanden, men når det kommer til stykket, hvor godt kender vi så hinanden?
Noget af det, der kitter familien i romanen sammen er musikken.
I romanen spiller en biperson nemlig violin og har en forkærlighed for ’Liebesleid’.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og så er vi atter tilbage ved den klassiske musik, som Maren Uthaug bruger, når hun giver familien grovfilen i sine mange striber og snart to romaner.
Men som forfatteren og tegneren forsikrer:
- Hvis man gør det med et glimt i øjet, kan man slippe af sted med det meste.
'Hvor der er fugle' udkommer 5. maj på forlaget Lindhardt & Ringhof.