Man kan godt få lyst til at knibe sig i armen, når man sidder i en koncertsal og mærker den fysiske vælde af et symfoniorkester, der spiller en stor slutakkord. Tænk, at de gør det for min skyld!
Så mange musikere, højtuddannede instrumentalister, har øvet sig og sidder dernede og spiller alt, hvad de har lært, og det lyder pragtfuldt. Det er som at være i himlen, hvor alt kan lade sig gøre uden smålig skelen til lokaleleje, honorarer og overenskomster. En overdreven, unødig og pragtfuld luksus, som man ikke kan være andet end salig over eksisterer og lever i bedste velgående. Sig navnet: Symfoniorkestret.
Orkesteret, der kan det hele
Det er 200 år gammelt og stadig uovertruffent, når man vil folde det mest raffinerede klangtæppe ud, røre store følelser, forføre og kigge ned i afgrunde, man ikke vidste fandtes.
Symfoniorkestret er ældgammelt og helt frisk i huden, for det tilbyder noget som elektroniske instrumenter ikke kan hamle op med, nemlig den ægte økologiske lyd, der dirrer, betager og går lige i hjertet. Og ikke kun ind i ørerne. Det begyndte i det små med Vivaldis strygeorkester som i 'De fire Årstider', hvor der sidenhen kom en blæser med og senere flere blæsere. Først en fløjte og en obo, siden to af hver, lidt valdhorn, og hos Haydn og Mozart er der måske trompet, klarinet og pauker med. 40 musikere sådan cirka, som kan være i en sal på et slot, musiksalen, i forhallen i et greveligt palæ eller i et teater, hvor man ellers spiller opera. Overskueligt og med en venlig lyd, der udtrykker afklaret harmoni, gerne afstikkere til drama, men altid med en smuk afslutning, så man kan gå opløftet derfra.
Balstyrisk vildkrabat udvidede orkesteret
Det er Beethoven, der på alle måder er noget af en vildkrabat, som udvider, flytter vægge, opfinder nyt, roder og regerer med den symfoniske institution. For ham er "gamle dage" og "plejer" aldeles døde.
Symfoniorkestret skal for ham kunne udtrykke alle slags menneskelige følelser fra det heftigste til det mest himmelske, og derfor vil han have tre valdhorn, der spiller hver deres stemme og ikke bare laver lidt blød bund på de store steder. Han indfører basuner, som gør højdepunkter i musikken betydeligt mere dramatiske.
Han giver paukisten en rolle som modspiller og medspiller, som reel aktør i en symfoni, som den, der giver bolden op til en leg eller en konflikt. Kontrabasserne, der førhen spillede det samme som celloerne, får nu deres helt egen stemme, bliver selvstændige. Det forunderlige er, at symfoniorkestret, som det ser ud i Beethovens '9. Symfoni', er udstyret til at kunne spille det meste af musikken i resten af 1800-tallet. Schumann, Mendelssohn, Brahms, Dvorak, og vi kan tage Carl Nielsen og Sibelius med.
Den gamle, døve mand var virkelig på forkant, hvad dét angår, og skabte et ekstremt fremtidssikret instrument.
Romantisk enfant terrible
Sidenhen dukkede Wagner op som en tilsvarende enfant terrible, der ikke syntes, at nok var nok.
Han udvidede messinggruppen til otte horn og fik udviklet sine egne instrumenter, de såkaldte Wagnertubaer, der spilles af hornister og klinger mere rundt og skovagtigt. Nu med endnu mere skov. Det store romantiske orkester begynder for alvor med Wagner og viderføres af Richard Strauss og Gustav Mahler, som begge gerne tilføjer endnu mere, så der sommetider er mere end 100 musikere på tribunen.
Og på samme måde hos Ravel, Bartok og Stravinsky, som især leger med bageste række, hvor slagtøjsafdelingen holder til med træblokke, store gonger, flere slags bækkener, vindmaskine, pisk, koklokke, guiro, marimba og rørklokker. Man kan ikke sige andet end, at vi får noget for pengene, når vi går til koncert med et fuldklingende symfoniorkester.