Anna er et kæmpetalent foran et orkester: Hvis karrieren fejler skal jeg hjem og bage kager

Hvis dirigent-karrieren ikke bliver til noget alligevel, ved talentet Anna Rakitina godt hvad hun skal kaste sig over i stedet for: Søde sager.

Videoen er pt. ikke tekstet. Vi brænder den med undertekster så snart, det er muligt.

Måske skulle hun bare droppe dirigentkarrieren og blive hjemme i køkkenet i stedet?

Den tanke rammer ofte den 28-årige dirigent Anna Rakitina - især når hun har en aften i hjemmet i Rusland.

- Det er så stille og roligt derhjemme. Jeg kan virkelig godt lide at lave desserter og søde sager, fortæller Anna Rakitina, der i en sidebemærkning grinende siger, at hendes desserter faktisk nærmest er små mesterværker.

Men helt skidt med den musikalske karriere går det nu ikke.

Fredag aften modtog Anna Rakitina 2. pladsen i årets Malko-konkurrence for unge dirigenter i DR Koncerthuset. Og ikke nok med det. Hun modtog også Børnejuryens Pris, som er blevet bestemt af 800 skolebørn fra hele landet.

I videoen herunder kan du se og høre, hvordan Anna Rakitina kom igennem finalen. (Artiklen fortsætter under videoen.)

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5ae3849ea11f9f1aa88bd63e

Ene høne i hanegården

Den forgangne uge har Anna Rakitina kæmpet sig vej igennem Malko-konkurrencen, der begyndte søndag sidste uge. De startede 24 deltagere, i finalen fredag var de tre tilbage.

De var to kvinder til at begynde med, men Rakitina var ene om at gå videre til 2. runde - inden hun så nåede både 3. runde og finale.

For tre år siden deltog hun også i Malko-konkurrencen. Her nåede hun til 2. runde.

Føler sig levende foran orkestret

Men selvom kagerne i de hjemlige omgivelser engang imellem lokker, så har musikken en helt særlig plads i Anna Rakitinas hjerte.

- Jeg føler mig mest levende, når jeg står på podiet foran orkesteret. Jeg prøver at lade musikken være det, der forbinder punkterne i mit liv.

Hun fortæller, at hun føler sig helt slukøret, når hun vender tilbage til 'det virkelige liv' efter at have stået foran orkestret.

- Musik gør mig bare virkelig lykkelig.

Med 2. pladsen følger en præmie på 15.000 euro.