Den norske ungdomsserie Skam er tilbage - med masser af overraskelser i vente og en handling, som de fleste kan genkende fra deres egen nutid eller fortid.
Måske byder den fjerde og sidste sæson også på mere klassisk musik?
I de første tre sæsoner af tv-serien var der i hvert fald flere smukke øjeblikke, hvor handlingen blev understøttet af klassiske toner.
Mest omtalt er uden tvivl scenen, hvor Isak forlader kirken og løber hen til Even til tonerne af 'O helga natt' - men også eksempelvis pigegruppens ankomst til festbussen og Nooras første møde med Williams storebror er akkompagneret med klassisk musik.
Her er otte klassiske øjeblikke i Skams tre første sæsoner - med de indspilninger af musikken, som tv-serien bruger.
Deilig er jorden - med bræk på hijabben
Sæson 1, episode 10
Vilde falder om efter for meget alkohol til en julefest - og mens nogen råber om at tilkalde en ambulance, spørger Sana køligt Eva, om hendes mor er hjemme: Det er hun ikke.
Til tonerne af 'Deilig er jorden' (med danske B.S. Ingemanns tekst!) ser vi Sana bære Vilde hjem i Evas seng, hvor Vilde får et par fingre i munden, brækker sig i en spand og ud over Sanas sorte hijab.
Det er Oslo Gospel Choir, der synger den smukke julesang. De har indspillet den flere gange, men denne her version er fra 2008-albummet 'En stjerne skinnner i natt'.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58ee00836187a40a90e9a17b
Bojarernes indtogsmarch - og Nikolais indtog
Sæson 2, episode 6
Noora vågner op i sengen med William og rejser sig for at hente et glas vand.
Men mens hun forsigtigt bevæger sig ad gangen mod køkkenet begynder marchmusikkent at tone ind, for at nå et klimaks til billederne af Willams storebror Nikolai, der står i køkkenet og laver smoothie og spejlæg.
Da William lidt efter dukker op i køkkenet, står det klart, at Nikolais ankomst er ret uventet - og Noora bliver pludselig smidt ud.
'Bojarernes indtogsmarch' er skrevet af den norske komponist Johan Halvorsen (1864-1935). I Skam bliver der brugt en indspilning med Forsvarets Stabsmusikkorps, udgivet i anledning af 200-året for den norske grundlov.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58edff9aa11fa011384d2dd3
Våren - forårsfølelser inden festbussen
Sæson 2, episode 7
Vilde har skaffet pigerne adgang til Penetrator-drengenes festbus.
Bodø Domkors indspilning af den norske komponist Edward Griegs 'Våren' lægger lækkert lydtæppe til, mens gruppen af piger toner frem over en bakke, på vej gennem den forårslyse natur.
Sangen får lov til at fortsætte, mens pigerne stiger op i festbussen - og her mixes de sidste toner over Axwells mere hårdtslående "Barricade". Så kører bussen lissom!
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58edff9a6187a40a90e9a167
Ja, vi elsker dette landet - med frygt for voldtægt
Sæson 2, episode 10
Det er Norges nationaldag, og pigerne spiser morgenmad sammen.
Eva slår på glasset og holder tale, hvor hun læser et læserbrev om nationaldagen op: "Ungdommens frihed og ansvar". Det er Noora, der lægger navn til læserbrevet - men William har faktisk skrevet det hele.
Mens Eva taler, toner den norske nationalsang frem: 'Ja, vi elsker dette landet'. Men Noora nyder ikke at høre sine egne ord. Da talen er slut, betror hun sig til pigerne: Måske har Williams storebror voldtaget hende, mens hun var fuld et par dage forinden.
Skams musikkyndige har valgt en version af den norske nationalsang fra 1970'erne - med den legendariske dirigent Herbert von Karajan og Berliner Filharmonikerne - et verdensklasseorkester.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58edd8e06187a40a90e9a08a
Fagert er landet - og lægeklinikken
Sæson 2, episode 10
Lige efter nationalsangen fortsætter de nationalromantiske undertoner.
De første akkorder slås an, mens Vilde argumenterer overfor Noora med hendes egne ord fra læserbrevet: "Vi må tro på retfærdighed. Vi må tro, at det gode vinder, for helt seriøst, hvis vi ikke tror på det, hvem skulle så tro på det?"
Og så lyder eller salmen 'Fagert er landet', mens pigerne træder ind af glasskydedørene til lægen, sidder i venteværelset og kommer til konsultation - alt sammen med en spøjs ballongris i billedet.
Det er det norske kammerkor Scholar Cantorum, der synger - akkompagneret af Forsvarets Stabsmusikkorps, fra samme udgivelse som 'Bojarnes Indtogsmarch'.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58edff9aa11fa011384d2dd4
Holberg-suite - til sexet dans
Sæson 3, episode 3 Isak er kommet i tvivl om sin egen seksualitet, eftersom han har følelser for Even.
Sammen med Jonas, Magnus og Mahdi kigger han på en flok piger til danse-audition. For kameraet er det rimelig tydeligt, at Isak ikke er lige så opslugt som de andre drenge af maver, numser og bryster, der bevæger sig taktfast til preludiet fra Edward Griegs Holberg-suite - i en indspilning med Mariss Jansons og Olso Filharmonikerne.
Da "showet" er forbi, vælger Isak straks at bemærke overfor de andre, at audition-træneren var "ultra-bøsset".
- Skidefed observation, svarer Jonas sarkastisk, inden Even pludselig kommer forbi med en kasket til Isak.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58f3c60c6187a408541a73c1
O helga natt - O hellige kærlighed
Sæson 3, episode 9
Det her er uden tvivl det mest omtalte øjeblik med klassisk musik i Skam!
Isaks forhold til Even ser ud til at være kuldsejlet, og Isak holder facaden overfor sine forældre til julegudstjenesten.
Men pludselig rejser Isak sig fra kirkebænken til de skrøbelige toner af julesangen 'O helga natt' og finder sin elskede Even ved den bænk, hvor de to drenge først talte sammen lang tid forinden.
- Du er ikke alene, siger Isak stille, som svar på den fortvivlede sms, Even har sendt ham fra en udpost i deres stormombruste forhold.
Det er den norske sanger Nils Bech, der ses og høres synge 'O helga natt', mens Isak og Evens læber dirrer overfor hinanden på en menneskeforladt plads i den osloske julenat. I julen 2016 blev hans indspilning et hit på Spotify med over 400.000 streaminger på to uger.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58edff9a6187a40a90e9a166
Ave Maria - og længe leve livet, lige nu
Sæson 3, episode 10
Optakten til det sidste stykke klassiske musik i Skam - foreløbig - er lidt aparte: Vilde miaver som en kat, mens hun hænger pynt på juletræet, og Magnus svarer, at han vildt gerne vil knalde.
- Du må gerne knalde mig, siger Vilde.
Mens de to formentlig går afsides, lyder tonerne af Gounods 'Ave Maria' med Nidarosdomens Guttekor.
Isak sætter sig ved siden af Eva og har en åben, ærlig samtale, ikke mindst om Isak og Evens svære forhold.
Isak insisterer på, at livet skal leves ægte, selvom det nogen gange gør ondt. For uanset hvad, man tror på, er der kun en ting, vi som mennesker ved med sikkerhed:
- At livet leves nu.
Og med de ord slutter Skams tredje sæson.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58edff9a6187a40a90e9a16a
BONUS: Al musik i Skam
- •
Hvis du har Spotify, kan du se al den musik, der er med i Skam - klassisk eller ej - på NRK P3s playliste.
- •
Den er allerede begyndt at opdatere med musikken fra den fjerde og sidste sæson af Skam!
- •
Vores liste er lavet med udgangspunkt i NRKs Spotify-liste samt servicen tunefind, der gemte på et enkelt nummer, der ikke findes på Spotify! Har vi misset noget - så skriv til fbja@dr.dk.
Rettelse: Der har tidligere stået i denne artikel, at 'Ave Maria'-versionen i Skam var af Schubert. Det er retteligt Gounods 'Ave Maria' - baseret på Bach - der bliver brugt.