11-årig stjerne fra 'Vidunderbørn' har bred musiksmag: Hører alt fra korsang til dubstep

Nicolas er et af talenterne fra 'Vidunderbørn' på DR1 – og han har en bred musiksmag.

Da den 11-årige korsanger Nicolas lørdag aften tonede frem i DR 1-programmet 'Vidunderbørn', var det med en fortolkning af Adeles pophit 'Hello'.

Og også i hans egne playlister er der plads til både klassisk skønsang og helt nye toner. Det var tydeligt at høre, da Nicolas og hans læremester Troels Gustavsen, bedre kendt som sangeren Noah, lånte P2's mikrofoner og anbefalede nogle af den purunge sanger yndlingsnumre.

Numre, der spænder fra dubstep og Michael Jackson til klassisk sang.

Selvom det ikke er alle 11-årige drenge, der synes, at det er fedt at synge klassisk, så møder Nicolas kun opbakning - både i sin klasse på Gjellerupskolen i Herning og ude i virkeligheden. Det oplevede Nicolas efter sidste lørdags skærmdebut.

- Det mest vilde var, da jeg var i Baboon City, som er et legeland, der var der en pige, der kom hen og sagde 'jeg så dig i fjernsynet'. Mindblown! Jeg kendte hende slet ikke.

Han har sunget i Herning Kirkes Drengekor de sidste tre år - men interessen for sang begyndte allerede at spire til en morgensamling, da han gik i 0. klasse:

- Så sagde min lærer til mig, at jeg sang godt. Jeg har altid sunget de der børnesange, som jeg kunne i hovedet, siger Nicolas.

(Foto: © Shaun Bloodworth, Getty Images)

Dubstep fra et Youtube-spil

Helt fra begyndelsen har Nicolas gjort klart, at han ikke kun er vild med klassisk musik.

Han har nemlig en særlig kærlighed for dubstep, og han er specielt vild med nummeret 'Flight' af Tristam & Braken.

- Det er faktisk en ret interessant historie om, hvordan jeg fandt det. Jeg sad og så Youtube og så en video i et spil, der hedder Growtopia. Det har jeg spillet meget. Så var sangen der, og så ville jeg gerne finde ud af, hvad den hed. Det var det første dubstep-nummer, jeg nogensinde har hørt.

Mentor Troels Gustavsen påpeger, at det er sjovt, at en ung, klassisk sanger er vild med dubstep.

- Det synes mine forældre også, svarer Nicolas.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a04408ca11f9f0e5c734e3a

(Foto: © Brad Elterman, Getty Images)

En Queen-klassiker i acapella-udgave

Det næste nummer er der nok flere, der kan nynne med på.

- Det er faktisk et ret populært nummer, som er blevet frisket op, eller hvad man skal sige. Det er 'Bohemian Rhapsody', og vi skal høre den med Pentatonix, fortæller Nicolas og forklarer videre:

- Pentatonix er gode til at gøre sådan, at det lyder som om, at der er instrumenter. Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved dem. Hvis de ikke lige har en guitar, kan de bare lave en guitar.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a04408b6187a40d1432bb6a

(Foto: © Bettmann, Getty Images)

Nicolas' første solo

Der er selvfølgelig også plads til et klassisk nummer.

Og lige præcis 'Tit er jeg glad' har en særlig plads i Nicolas' hjerte.

- Det er det første solonummer, jeg nogensinde har sunget solo til andre mennesker, forklarer Nicolas.

Troels Gustavsen spørger, om Nicolas selv lige kan synge et par strofer, inden de sætter en 'rigtig' indspilning på – og selvfølgelig kan han det:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a04408ca11f9f0e5c734e39

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a04408c6187a40d1432bb6d

(Foto: © Steve Eichner, Getty Images)

Den der fra 'Shrek'

Så er det slut med de klassiske sangvalg.

Nicolas synes nemlig, at vi skal høre Jeff Buckleys coverversion af Leonard Cohens 'Hallelujah'.

- Den har jeg valgt, fordi jeg sang den til min storesøsters konfirmation. Jeg har været stor fan af 'Shrek'-filmen og synes, at den har en god handling. 'Hallelujah' var med i den.

- Det er en meget smuk sang, og jeg synes, at min konfirmationsgave skulle være en smuk sang til Laura. Hun synes, det er sejt, at jeg synger, som jeg gør. Og hun bliver også helt begejstret, når hun ser mig på tv.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a04408c6187a40d1432bb6f

(Foto: © KMazur, Getty Images)

Legendarisk Michael Jackson-sang

Til sidst skal vi høre et legendarisk Michael Jackson-nummer.

Vi skal nemlig høre 'Beat it'.

- Da jeg var lille var det det, jeg hørte aller-allermest, fortæller Nicolas.

- Jeg synes både, at videoen til den er virkelig god, og også sangen. Og handlingen også – jeg har lige fundet ud af, hvad den handler om.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a04408c6187a40d1432bb73

Her er deltagerne i Vidunderbørn

  • Nicolas på 11 år fra Herning dyster med sin sangstemme og har læremestreren Troels Gustavsen, bedre kendt som Noah.

  • Lillian på 13 år fra Genrofte spiller cello og får hjælp fra den danske cellist Andreas Brantelid.

  • Valdemar på 14 år fra København spiller klarinet, og hans læremester er klarinettisten Elaine Ruby.

  • Erik på 13 år fra Møn stiller op som pianist med Katrine Gislinge som sin læremester.

  • Stefan på 14 år fra Odense spiller violin og er under vingen hos violinist Kim Sjøgren.

  • Vilda på 14 år danser ballet og er i lære hos balletchef i Tivoli, Peter Bo Bendixen.